Hjælp os få sejr nummer 4

Søndag klokken tre tager Viborg F.F. imod Lolland Falster Alliancen og selvom der ikke er tvivl om, at VFFs spillere går på banen som favoritter, så ved spillerne godt, at der skal hård fight til, for at få sejren i hus.
”Kolding kampen var rigtig god, for ikke bare vandt vi med to mål i en svær udekamp. Vi viste også, at vi er ved at få den vindermentalitet på holdet, som er så vigtig. Vi viste, at så længe vi står sammen som et hold, arbejder hårdt for hinanden – og for holdet, så kan vi vinde alle kampe,” fortæller George Popkhadze.
Selvom det ikke blev til clean sheet nummer tre på stribe for Kirk og forsvaret, hvilket George er lidt irriteret over, så blev det til tre points og det er det vigtigste. Her efter tre kampe, synes George det er rart, at holdet står så stabilt defensivt.
”Hele holdet er meget fokuserede og kontante i det defensive spil og jeg mener, at dette er det bedste defensive spil, vi har leveret i de to år, jeg har været i klubben.”
Nu er næste forhindring så Lolland Falster Alliancen og i den forbindelse har George en halv bøn, halv opfordring til alle viborgensere, alle VFF fans. Den går ikke kun på kampen, men også mission oprykning og dermed hele sæsonen.
”Kom til kampen! Kom og hjælp os med at få næste sejr i hus. Vi har brug for en stærk 12 mand. En der kan hjælpe os, give os opbakning, råbe, synge og skabe en stemning. Dette løfter os spillere i niveau, giver os lidt ekstra energi og presser os fremad når det er tungt. Det er vigtigt, at vi står sammen. Ikke bare spillerne, men hele byen, hele lokalområdet, alle der har et grønt hjerte og som ønsker, at Viborg skal have et fodboldhold i den bedste række. Jeg er sikker på, at vores fans nok skal komme og hjælpe os og det er jeg glad for”
George har også recepten klar for hvordan Lolland Falster Alliancen skal slås. Recepten er faktisk den samme som den har været hidtil i sæsonen og består af lige dele fokus, ydmyghed, indstilling og fight. Hvis man bare leverer det, så er der ingen tvivl hos George om, at så skal spillet også nok fortsætte med at blive bedre og bedre, præcis som vi allerede ser det her i de første kampe.
Så husk at møde op til kampen og se når George og resten af holdet kæmper for sejr nummer fire på stribe; og husk, som George siger, du kan hjælpe spillerne med at hive sejren i hus.

















