Europas største talenter til Viborg stadion

For DBU’s vedkommende faldt julen tidligt – for torsdag i sidste uge blev DBU’s U21-landsholdssekretær Christian Bordingaard informeret om, at Danmark var udpeget som værtsnation for EM-slutrunden for U21 landshold i sommeren 2011.
De fire stadion der vil lægge græs til dette EM er Energi Nord Arena i Aalborg, NRGi Park i Aarhus, SAS Arena i Herning og Viborg Stadion her i Viborg. Og ser man på hvilke stjernespillere, som man formentlig kan glæde sig over vil løbe rundt på de fire stadion, så findes der så prominente navne som spanske Bojan Krkic, engelske Theo Wallcott, walisiske Aaron Ramsey, kroatiske Miralem Sulejmani og danske Nicklas Bendtner, der alle allerede har slået igennem på internationalt niveau for deres respektive klub- og landshold. Fælles for dem alle er, at de fortsat har alderen til at deltage, når EM-slutrunden ruller over Danmark i sommeren 2011
Glæde i Viborg
I Viborg blev budskabet modtaget med stor glæde, ikke mindst hos Viborg Kommune og borgmester Johannes Stensgaard.
- Det er en fantastisk gave - og opgave - at få her lige før jul. I Viborg Kommune har vi en ambition om, at vi skal kunne tilbyde borgere og gæster store, internationale sportsoplevelser – og der er ingen tvivl, at U/21 EM-slutrunden til fulde opfylder den ambition. Det bliver den absolut største og markedsføringsmæssigt mest betydningsfulde sportsbegivenhed, vi har været hjemsted for, siger Johannes Stensgaard.
Også hos Viborg F.F. var der glæde at spore, og Morten Jensen ser de samme muligheder i denne store begivenhed, som borgmester Johannes Stensgaard.
- Vi er glade for, at vores normale hjemmebane er blevet valgt som et af de stadions, der skal lægge græs til denne store begivenhed. Der er ingen tvivl om, at sådan en turnering her vil betyde uendeligt meget for byen. For den branding og den ekstra medieomtale som sportsbegivenheder skaber for byerne kan slet ikke købes for penge. Som Jacques Raynaud, vice-præsident for Eurosport-organisationen, udtaler til Børsen i sidste uge; ”Værtskabet af en stor sportsbegivenhed tiltrækker et uvurderligt spotlight. Omtalen og mediedækningen er ubeskrivelig. Sammenlignet med reklame er værdien uvurderlig”. Derfor vil vi i Viborg F.F. fortsat gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe kommunen og DBU med at gøre denne event til et stort succeskapitel i den viborgensiske og danske historie, fortæller Viborg F.F.’s direktør Morten Jensen.
UEFA’s største turnering i 2011
Slutrunden for U/21-landshold har oplevet en eksplosiv vækst, og vil i 2011 være den største turnering for herrer det år:
- Selv om et U/21-europamesterskab af navn fremstår som en ungdomsturnering, så er der tale om det næststørste mesterskab i UEFA-regi med deltagelse af topprofessionelle spillere. Derfor vil der blive stillet store krav til arrangørlandene. Og Danmark har i de sidste tre dage vist, at man kan opfylde disse krav – og har de nødvendige faciliteter, fortalte UEFA’s delegationsleder Mikael Salzer, da han besøgte Danmark i september måned for at se nærmere på de fire stadions og værtsbyer.
Opgavens størrelse kommer dog ikke bag på DBU’s formand Allan Hansen:
- Vi ved, at U/21-slutrunden er den største fodboldbegivenhed for UEFA i 2011. Ved slutrunden i 2004 var der 53 millioner tv-seere og 111.000 tilskuere. I Holland tre år senere var der over 75 millioner tv-seere og 212.000 tilskuere. Det er jo enorme tal, og vi glæder os til at vise Europa, at vi også kan løfte en opgave af denne størrelsesorden, fortæller en stolt formand, der glæder sig til opgaven:
- I hele budfasen har vi haft et forbilledligt samarbejde med de fire værtsbyer, og sammen er jeg sikker på, at vi vil sætte en ny standard for, hvordan en U/21-slutrunde kan organiseres til glæde for alle fodboldelskere i Europa, slutter Allan Hansen.
DBUs største opgave i 120 år
DBU har tidligere afholdt EM-slutrunder for både kvinde- og U/17-landshold samt to UEFA Cup-finaler, men ifølge generalsekretær Jim Stjerne Hansen, er der ingen tvivl om, at en U/21-slutrunde bliver den hidtidige største udfordring:
- Det bliver den største opgave DBU arrangementsmæssigt har skullet løfte i unionens godt 120-årige historie. Vi ser frem mod den store udfordring, som vil kræve etablering af en selvstændig enhed med betydelige ressourcer, der alene skal anvendes til at sikre en afvikling af europamesterskabet for U/21-landshold i 2011 i Danmark på et hidtil uset niveau, slutter Jim Stjerne Hansen.

















