Karisik vil have god afslutning
2009 |
Af: | 26. maj 2009
Eldin Karisik er skuffet over VFF’s placering på fjerdepladsen i 1. division men håber, at holdet kan slutte sæsonen af med sejre i de sidste fire kampe. VFF’s midtbanemand, Eldin Karisik, kom før denne sæson til Danmark og VFF i håbet om, at det var en kommende superligaklub, han skulle tørne ud for.
Det er imidlertid ikke gået helt, som den 26-årige svensk-bosnier havde håbet, og det skuffer ham naturligvis.
- Vi er otte point bagud, og der er 12 tilbage at spille om, så det ser ikke lyst ud. Men det er vigtigt for os med en god afslutning på denne sæson, for det kan vi tage med os ind i den næste. Vi skal spille fodbold, der er acceptabelt for os selv, klubben, fansene osv., og det har vi ikke gjort nok i denne sæson, hvilket selvfølgelig er skuffende, siger Eldin Karisik.
På torsdag spilles fjerde sidste spillerunde, hvor VFF skal en tur til Roskilde.
Det er et hold, som VFF’erne tabte 0-2 til på hjemmebane i den omvendte kamp, så skal en helt anderledes indsats til denne gang, hvis de tre point skal med hjem til Viborg.
- Vi har haft problemer med at skabe nok offensivt i de sidste tre-fire runder, og det skal meget gerne blive bedre i sæsonens sidste kampe. Det bliver ikke let, for Roskilde er et god hold, som også slog os i efteråret. De har et meget kompakt hold og er svære at score mod. Så vi skal have rigtig meget energi ind i vores offensiv, hvis vi skal tage derover og vinde kampen, siger Karisik.
Mens det ikke ser ud som om, at oprykningen bliver en realitet i denne sæson, så håber og tror Eldin, at holdet kan gøre det næste sæson.
Bl.a. kan man lære noget ved at kigge på holdene, som ligger over VFF i år.
- Vi kan lære, at det ikke altid er dem, der har det bedste hold på papiret, der også vinder kampene. Jeg ved ikke, hvad ledelsen tænker om fremtiden, men nu skal vi have møder med Steffen (Højer red.), og så må vi finde ud af det. Vi kan sagtens rykke op næste år, og man kan jo se på Herfølge, som i denne sæson har formået at få det optimale ud af deres spillere.
- Herfølge, Silkeborg og AB har vist sig mere stabile end os i denne sæson, og det er fortjent, at de ligger, hvor de gør. Det var ikke det, vi havde håbet på og regnet med, men de har haft mere kvalitet i holdet end os i år. Vi spillede en god 1. halvleg mod Herfølge og kom optimistiske ud til 2. halvleg, men alligevel taber vi kampen 0-4. Meget kunne have set anderledes ud, hvis vi havde vundet den halvleg i stedet for at tabe den, påpeger Karisik.

















