Endnu et clean sheet i kampen mod AB

Søndag eftermiddag krydsede AB og Viborg F.F. klinger på Gladsaxe Stadion. Kampen var en meget jævnbyrdig affære hvor intet af holdene magtede at få hul på bylden.
AB starter kampen i et højt tempo, og i kampens første ti minutter, er det sjældent Viborg får ro til at spille bolden op, da AB presser højt og hurtigt tilbageerobrer bolden. Derfor er det også AB, der har bolden mest og flere gange kommer frem til Viborgs felt. Men Viborgs forsvar står solidt, og den store boldbesiddelse i kampens start medfører ikke nogle rigtig store chancer. I stedet for er det Viborg, der på deres første rigtig flot gennemspillede angreb kommer til en kæmpe chance. Chris viser godt overblik, da han slår bolden diagonalt ud til Jonas Thorsen på højre fløj. Jonas trækker ind mod feltet og finder Lasse Ankjær ved forreste stolpe. En hård flad afslutning fra Lasse tvinger AB’s målmand ud i en stor redning. Men han kan kun slå bolden langs med målstregen, Chris kommer dog lige akkurat en tiendedel for sent til at kunne slå returen i mål.
Efter AB’s gode start, så kommer Viborg bedre med i kampen efter holdets kæmpe chance i det 9 minut. Alligevel er det nede i Viborgs felt det først går grueligt galt, for efter et flot indlæg fra Klaus Lykke, vurderer dommeren, at George Popkhadze begår straffe i forsøget på at cleare bolden. Det betyder topscorer Simon Bræmer får en kæmpe chance for at bringe hjemmeholdet foran. Men i duellen med Viborgs målmand, Robert Veselovsky, bliver Simon Bræmer den lille, da Robert hiver en flot flot redning op af ærmet.
Efter straffesparket sætter AB sig temmelig solidt på spillet, og VFF presses langt tilbage på banen og bruger stort set al energi på at forsvare sig og stå solidt defensivt, mens man satser på kontra-chancer. Derfor bliver halvlegen en chancefattig affære, indtil der mangler fem minutter af halvlegen. Der vågner Viborg for alvor op og skaber et par gode chancer, først er Chris tæt på et føringsmål, da han inde i feltet sparker direkte på en løs bold, chancen cleares desværre til hjørne. Minuttet efter er det angrebskollega Søren Ulrik Vestergaard, der bruger sin fysik godt til at holde AB’s forsvar fra bolden, indtil han kan halvflugte mod mål. Men bolden flyver snært over mål. Et minut inde i overtiden får SUV så en ny chance. Et godt indlæg fra højrekanten finder en fremstormende Søren Ulrik, der forsøger at heade den over målmanden, men han rammer den ikke helt rigtig, og målmanden kan let redde.
Dermed slutter første halvleg målløs. AB har meget spil, men Viborg står meget solidt defensivt og forhindrer AB i at komme frem til store chancer. Samtidig skaber man selv gode chancer, og ikke mindst i halvlegens sidste fem minutter er man meget tæt på at score.
Viborg starter anden halvleg rigtig godt og efter syv minutter får Søren Ulrik Vestergaard en kæmpe chance. Igen er det et indlæg fra højre kant, hvor Søren Ulrik får vendt forsvareren væk og skyder direkte på mål, men desværre går skuddet over mål. Minuttet efter er det så Chris, der tager en god dribletur på venstre kant. Han trækker ind i feltet og runder to mand, men lige i sidste sekund smider målmanden sig ned i fødderne på Chris og afværger situationen.
Anden halvlegs første halvdel udvikler sig på Viborgs præmisser. Holdet har, til forskel fra i første halvleg, meget bold og man er stadig i stand til at holde AB fra chancer. Dermed kan uret på Gladsaxe Stadion passere de 25 minutter af anden halvleg, uden et eneste gennemspillet AB-angreb.
Kampens sidste 20 minutter er dog meget jævnbyrdige, idet AB magter at spille sig tilbage i kampen. Begge hold jagter scoringen, men det er med en kontrolleret offensiv fra Viborgs side, mens AB kaster flere og flere mænd frem i angrebet. I første tillægsminut er AB tæt på at få succes med satsningen. En løs bold i feltet giver AB mulighed for at afslutte på mål, men en flot redning af Robert Veselovsky sender bolden ud til hjørne.
Dermed slutter kampen målløst og Viborgs spillere kan tage hjem med endnu et clean sheet og holdet er fortsat ubesejret i september måned, efter en kamp hvor den defensive indsats igen imponerer, samtidig med man offensivt skaber de par chancer, der på en god dag kaster et sejrsmål af sig.

















