Man er ikke nervøs under kampen

Viborgs stærke defensive struktur og arbejde har kun tilladt modstanderne at score 7 mål i efterårets 12 kampe, noget som hårdtarbejdende Lasse Ankjær har i baghovedet når han spiller kamp.
Igen i kampen mod AC Horsens blev det til et clean sheet, og dermed har Viborgs defensiv nu fire clean sheets i streg samt et gennemsnit på kun 0,58 mål per kamp. En markant forbedring i forhold til sidste sæson, hvor modstanderne scorede 1,47 mål per kamp mod de grønblusede.
- Jeg er imponeret over hvor stærke vi ser ud defensivt. Nu har vi spillet de sidste to kampe mod rækkens to tophold på udebane, og holder begge hold fra at score, men også fra at spille sig frem til store chancer. AB havde to chancer mod os, og Horsens havde reelt set kun en. Og af de tre chancer, så falder en på et indkast og en på et hjørnespark, så de to hold skaber reelt set kun én chance, fordi de kan spille sig igennem vores defensiv. Det er altså flot, udtaler Lasse Ankjær.
Så solid en base giver en ro og sikkerhed i spillernes hoveder, som de kan tage med sig ind på banen når de spiller.
- Hvis man kigger på vores kamp mod Horsens, så har de selvfølgelig en kæmpe chance på et hjørnespark, hvor Sennels redder inde på stregen. Men alligevel står jeg ikke og er nervøs for at de scorer, for efter den sidste måneds clean sheets, så ved vi spillere hvor meget der skal til, så længe vi følger trænerens oplæg og arbejder sammen og for hinanden, og det er en skøn viden at have, når man spiller kamp.
Også i forhold til angrebsspillet føler Lasse Ankjær, at det store defensive arbejde giver en god fornemmelse og ballast under kampene.
- Lige nu skal vi fortsætte vores proces, som Lars (Søndergaard – red.) er i fuld gang med at køre ind. Så vi skal holde fast i vores gode defensiv og den base som det giver os, og så skal vi bare glæde os over, at vi er så stærke defensivt, så en enkelt scoring ofte vil give os tre points på kontoen. Selvom det ikke er optimalt, at vi ikke scorer mere, så er der ingen grund til at gøre det til et større problem end det er. Så længe vi som hold bliver ved med at skabe chancer og komme ind i modstandernes felt, så ser det meget fornuftigt ud. For så fungerer vores spil udmærket. Så handler det bare om at få hul på bylden, og enhver angriber med måltørke ved, at når der først kommer hul på bylden igen, så er det nærmest som om målene kommer på samlebånd, for så scorer man pludselig på næsten alle chancer.
Lasse Ankjær skiftede fra Skive til Viborg i sommerpausen, og det skifte betød også, at han skiftede fra deltids- til fuldtidsprofessionelle tilstande. Et skifte der i starten sad i benene på ham. Men nu føker arbejdshesten, at han er oppe i det gear han skal være.
- Jeg kan stadig godt mærke, at træningen er rigtig hård, og nogle dage er ens ben altså godt mærkede efter de to træningspas. Men det skyldes ikke længere overgangen fra deltid til fuldtid; for jeg kan også mærke på mine holdkammerater, at de synes træningen nogle dage trækker tænder ud. Så lige nu er det bare fordi vi har hårde og gode, givtige træninger; men ros til trænerne for at dossere det helt rigtig, så vi stadig har friske ben og fuld energi på kampdagen.

















