Cheftræneren – Vi sad godt på kampen

Onsdag eftermiddag vandt Viborg F.F. holdets første træningskamp, da lokalrivalerne fra Skive IK blev sendt hjem med et 5-1 nederlag i bagagen, efter en kamp hvor Viborgs spillere leverede overbevisende og flot spil.
Efter kampen var det en Viborg cheftræner, der var tilfreds med hvad han havde set under kampen.
- Vi havde aftalt, at vi ville lægge et tungt pres på Skive i kampens start, og det gik spillerne også ud og gjorde. Så allerede fra første fløjt fik vi sat os tungt på kampen. Efter vi kom på 5-0 faldt vi måske lidt, men det var helt naturligt, for intet hold kan presse i 90 minutter. Men i kampens slutning fandt spillerne igen tempoet og presspillet frem og vi sluttede godt af med at sidde tungt på kampen, fortæller Lars Søndergaard, der fortsætter.
- Så både ud fra spil og resultat er jeg godt tilfreds med kampen. Vi har trænet meget hårdt, og havde for eksempel to træningspas tirsdag og et enkelt onsdag inden kampen. Men alligevel kom spillerne op i et godt tempo og er det hold, der har energi og overskud i kampens afslutning.
Til forskel fra de andre træningskampe, så var der ikke så mange udskiftninger i denne kamp. Kun tre udskiftninger blev det til i løbet af pausen og anden halvleg.
- Denne kamp var lidt anderledes end de forrige. For nu begynder vi at fokusere mere på turneringen og første kamp mod Frem. Derfor bliver der nu droslet mere ned på forsøgene i startopstillingen med omrokeringer og samtidig lavede vi færre indskiftninger undervejs i kampen, forklarer Lars Søndergaard.
Nu går spillerne på et lille break på seks dage, hvor de efter den hårde træning på Kirkebækvej får mulighed for at restituere i et par dage, både fysisk og mentalt.
- Truppen har arbejdet godt, og vi har trænet hårdt i en forholdsvis lang fase. Så nu får de et break, hvor de får et lille program med hjem, som de skal passe selvfølgelig, men ellers har de fri og kan nyde et par dage uden en masse træning på grønsværen.

















