Bulgaru – Et godt forår kan åbne for landsholdet
2010 |
Af: | 17. marts 2010

For Viborgs moldoviske forsvarsgeneral, Simion Bulgaru, ligger den personlige målsætning for foråret klar. En ny stærk halvsæson for Viborg F.F. kan genåbne døren til landsholdet, og den chance skal forfølges.
For 24-årige Simion Bulgaru startede opstarten til forårssæsonen ikke optimalt, da sygdom holdt ham væk fra de 10 første træningsdage. Men en lang opstartsperiode har betydet, at den solide midterforsvarer alligevel er kommet i topform inden første kamp mod Frem om en uge.
- Jeg var træt af, at jeg gik glip af de første næsten to uger med sygdom. Men heldigvis har de mange træningskampe og den målrettede træning gjort, at jeg alligevel er i topform og sagtens kan holde til en hel kamp, fortæller Simion Bulgaru.
Selvom Simion Bulgaru og resten af VFF-truppen går rundt og glæder sig til åbningskampen og efterhånden bare gerne vil i gang med at spille de sjove kampe, hvor der er point på spil, så kan midterforsvareren alligevel se et lyspunkt i, at kampen er flyttet til onsdag d. 24 klokken 18.30.
- Selvfølgelig vil vi gerne i gang med sæsonen nu, men hvis jeg personligt skal se på flytningen, så gør det ikke rigtig noget, at kampen er flyttet til onsdag aften. Der er stadig dage nok imellem den og Lyngby-kampen til, at vi spillere sagtens kan nå at blive helt klar til Lyngby-kampen - både fysisk og mentalt. Og rent personligt vil jeg hellere spille aftenkampe. For jeg føler mig bedre spillende og føler jeg har mere energi og overskud i de kampe, der ligger om aftenen, end de kampe vi spiller om eftermiddagen.
I februar måned var der godt nyt til Simion Bulgaru. For et stærkt efterår for Viborg F.F. betød, at der igen var fundet plads til ham i Moldovas landsholdstrup. Den udtagelse har givet Simion blod på tanden, og nu vil han tilbage i landsholdstrøjen igen, og det skal et stærkt forår i den grønne kløvertrøje sikre.
- Jeg håber, jeg kan komme ind i landsholdsvarmen igen, og få lov at spille nogle kampe for mit land. Men skal det ske, så er det vigtigt, at jeg allerede fra første kamp leverer nogle rigtig gode indsatser for Viborg F.F. og hjælper klubben til sejre i foråret. En god start for holdet, og for mig personligt, kan betyde en ny udtagelse til landsholdet, og den chance vil jeg forfølge, udtaler Simion, der fortsætter.
- Men skal jeg ind i landsholdstruppen i foråret, så sker det altså via Viborg F.F.. Så al min fokus og energi er rettet mod førstedivisionskampene, for det er mine præstationer for Viborg F.F., der afgør, om jeg bliver udtaget til landsholdstruppen næste gang.

















