Marc Dal Hende – Fansene sindssygt vigtige
2010 |
Af: | 06. maj 2010

Forud for weekendens vanskellige hjemmekamp mod FC Vestsjælland, der bliver spillet lørdag klokken 14, så fokuserer unge Marc Dal Hende på vigtigheden af tolvte mand på hjemmebanen Viborg Stadion.
Marc Dal Hende er udmærket klar over, at det er et godt hold, der gæster Viborg Stadion på lørdag. Men den teknisk stærke offensivspiller er alligevel ikke i tvivl. Han forventer en kamp hvor Viborg F.F.’s spillere tager dirigentstokken.
- Det er en kamp på Viborg Stadion, så jeg forventer helt klart, at vi tager teten i kampen. Der er ingen tvivl om, at Vestsjælland er et godt hold, men det er vi også og vi har hjemmebane. Samtidig skal vi altså ud på den grønsvær og vise noget af den energi og vilje, som vi ikke havde i anden halvleg mod Skive, fortæller Marc, der uddyber, hvorfor det er ekstra vigtigt at vise den energi og vilje lige nu.
- Selvfølgelig er vilje og energi altid vigtigt, hvis man vil vinde. Men vi skal også ud på grønsværen og vise overfor vores fans, at vi ikke præsterer lige så dårligt igen. Vi skal vise, at Skive var en enkelt dårlig halvleg. Og så skal vi meget hurtigt få fansene med i kampen. Fansene er altså sindssygt vigtige, og hvis vi ikke får dem med os via vores indstilling på banen, så bliver det altså endnu sværere. Vores fans er en rigtig god tolvte mand for os, og vi har brug for dem.
Marc Dal Hende forventer en kamp, der meget nemt kan blive afgjort på dødbolde. Ikke mindst fordi begge hold er meget gode på netop standardsituationer.
- Det bliver mere og mere almindeligt, at det er dødbolde, der afgør fodboldkampe. Og med vores egne og Vestsjællands styrker netop omkring dødbolde, så er der da ingen tvivl om, at vi skal være meget fokuserede i begge felter omkring standardsituationer. Men når det er sagt, så mener jeg altså, at vi har så mange spillere med så store spidskompetencer omkring dødbolde, så der ikke findes nogle hold i første division, vi ikke kan dominere i den fase af spillet.
Om Marc Dal Hende får ret i, at dødboldene kan blive den afgørende faktor, kan du se ved selvsyn på lørdag, hvor Viborg F.F. tager imod FC Vestsjælland klokken 14.00 på Viborg Stadion.

















