Vil slutte sæsonen med sejr
2010 |
Af: | 19. juni 2010

Viborg F.F.’s offensive spiller, Lasse Ankjær, lægger ikke skjul på, hvordan han gerne ser, at sidste kamp for sæsonen ender. Viborg F.F. skal hente en sejr på søndag mod FC Fyn på udebane og få sluttet sæsonen godt af.
Selvom det for Viborg F.F.’s spillere egentlig kun er æren, der står på spil i forårets sidste kamp, præcis som det har været det i de foregående fire, så ligger det helt fast, at spilerne vil vinde forårets sidste kamp.
- Det er rigtig vigtigt for os at få en sejr i den sidste kamp. Vi skal give vores tilskuere og fans en god tro og fornemmelse for den nye sæson og samtidig er det rarere at gå på ferie med en sejr og en god stribe af resultater, end det er at slutte af med et nederlag. Så det er helt sikkert, at vi vil give alt vi har i os, for at få tre point mod FC Fyn, fortæller Lasse Ankjær.
Foreløbig har fire af de sidste fem kampe i sæsonen kastet 2 sejre og to uafgjorte af sig. Selvom spillerne godt kan mærke i bentøjet, at det nu er kamp fem på kun to uger, så ved de også, det er sidste kamp, så energien skal nok findes.
- Det er klart, at man kan mærke, vi har haft et lidt hårdt program de sidste par uger. Men omvendt er det her sidste kamp, så vi kan sagtens finde den energi og det fight der skal til, for at tage en sejr med os hjem til Viborg. Vi skal simpelthen skyde al energi af, som vi har i kroppen, så vi både kan få sejren og samtidig måske lige slutte af med at avancere en plads i tabellen også.
De sidste kampe har Lasse Ankjær fået pladsen som frontangriber i Viborgs 4-2-3-1 system. En opgave som han selv nyder.
- Det føles rigtig dejligt at være tilbage inde i boksen og få ”slagsmålene” med modstandernes store forsvarsspillere. Det er der, jeg virkelig føler mig tilpas. Kampen mod Brabrand var svær, for det er virkelig to store stærke centrale forsvarsspillere de har. Men jeg føler, det gik ok.
Sidste opgave for Lasse Ankjær & Co. sparkes i gang klokken 17.00 på Odense Atletik Stadion på søndag. En sejr kan betyde et avancement på en placering i tabellen, mens et nederlag betyder, at søndagens modstander overhaler Viborg F.F. i tabellen.

















