Nicolai Melchiorsen skifter til Viborg F.F.
2010 |
Af: | 07. august 2010

Den rutinerede alsidige midtbanespiller Nicolai Melchiorsen er blevet hentet til Viborg F.F. på en et-årig kontrakt. Både cheftræner Lars Søndergaard og Nicolai Melchiorsen glæder sig over det kommende samarbejde.
Igennem fire sæsoner har Nicolai Melchiorsen spillet for Lyngby Boldklub, men i går eftermiddag skrev direktør Morten Jensen og den 26’årige midtbanespiller under på en aftale, der knytter Viborg F.F. og Nicolai sammen det næste år.
Tilgangen af Nicolai Melchiorsen glæder Lars Søndergaard, der ser den dygtige midtbanespiller, som en spiller der passer perfekt ind på den profil som han føler, truppen har manglet.
- Vi har haft en stor afgang af rutinerede midtbanespillere, så derfor har der været et stort behov for at få tilknyttet en midtbanespiller med mere rutine til vores trup. Man må sige, at den profil passer Nicolai perfekt ind i. Nicolai har spillet en masse kampe for Lyngby både i Viasat divisionen og SAS-ligaen. Han er kun 26 år, men er alligevel en af de spillere, som kan hjælpe vores unge spillere, udtaler Lars Søndergaard, der uddyber.
- Nicolai har været arbejdsmanden på Lyngbys midtbane. Han er nok stærkere defensivt end offensivt, men har værktøjerne og evnerne til at gå med i det fremadrettede spil. Så jeg ser ham som en balancerende midtbanespiller, hvilket er noget af det, som jeg føler, vi har manglet i truppen.
Også Nicolai Melchiorsen selv glæder sig over aftalen med Viborg, som han ser som en spændede klub med masser af udviklingspotentiale.
- Jeg ser Viborg F.F. som en spændende klub. Der var et par tilbud, men jeg fandt tilbuddet fra Viborg mest interessant. Klubben råder over en meget ung talentfuld trup, hvilket er noget jeg godt kan lide. Jeg vil helst spille med unge spillere, der bringer en masse energi ind på banen. Samtidig er det også en mulighed for at få prøvet mig selv af, flytte lidt væk fra de normale rammer og se hvordan jeg reagerer på at komme til en anden by og bo og spille fodbold, udtaler Nicolai Melchiorsen, der afslutningsvis fortæller lidt om, hvad han mener, han kan bidrage med i truppen.
- Jeg føler, jeg kommer med en masse rutine, så jeg regner med at tilføre noget ro på en central position på banen. Jeg er en balancespiller på den centrale midtbane, hvor jeg har både defensive og offensive forcer og kan binde de defensive og offensive kæder sammen og skabe en balance mellem dem i kamp. Jeg er også vant til fra min karriere, og ikke mindst mine fire år i Lyngby at være en spiller, som de unge spillere kan læne sig op af i kamp. Men også udenfor banen hvor jeg gerne vil have, der er et godt sammenhold og en god stemning i truppen.
Nicolai Melchiorsen tiltræder øjeblikkeligt i klubben.

















