Forventer fight om hver eneste centimeter
2010 |
Af: | 08. august 2010

Viborgs dynamiske Kevin Mensah, der for få dage siden kom hjem fra en tur med det danske U-20 landshold, forventer en premierekamp mod Kolding, der vil byde på benhård fight og kamp om hver eneste bold.
Nyligt hjemkommet fra NI Milk Cup, hvor U20 landsholdet fik en tredjeplads efter sejr over Mexico med 3-1 i kampen om bronzen, så er Kevin Mensah allerede videre i programmet. Nu går han bare og venter på klokken bliver tre om søndagen, så han kan komme på banen for Viborg F.F. i den meget spændende udebanekamp mod Kolding.
- Vores sæsonåbning mod Kolding vil blive en kamp fyldt med intensitet. Alle spillere går og glæder sig til den første kamp, så den kamp betyder rigtig meget og der vil være mere energi at gøre med. Derfor vil det også blive en kamp med benhård fight og kamp om hver eneste centimeter, udtaler Kevin.
Kevin Mensah kan godt huske sidste kamp mod Kolding på udebane, hvor Kolding vandt kampen fortjent. Der fik hjemmeholdet sat sig på de grønblusede, så Kevin og holdkammeraterne aldrig fik gang i det tekniske spil.
- Jeg tror ikke det vil blive en flot kamp, det er premierekampe sjældent. Men hvis vi kan fighte os frem til noget plads på banen, så kan vi forhåbentlig få lidt rum til vores tekniske spil, hvor jeg mener, vi er stærkere end Kolding.
Kevin og holdkammeraterne går efter en sejr i åbningskampen mod Kolding. Som Kevin siger, så er det altid sejren man går efter.
- Jeg forventer vi skal gå ind og vinde kampen mod Kolding. Det er vores målsætning inden hver eneste kamp. Vi skal gå på banen og jagte sejren og så må vi se når der er vinterpause, hvad der er sket. Det er en lang sæson, men jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang nu, fortæller en smilende Kevin Mensah afslutningsvis.

















