Vigtig sejr over Næstved
2010 |
Af: | 31. oktober 2010

Den meget svære men utrolig vigtige kamp mod Næstved på udebane udviklede sig som forventet til en meget lige kamp. Men på et godt mål af Marc Dal Hende lykkedes det VFF at hente alle tre point og en sejr.
Viborgs startopstilling:
Robert Veselovsky
Alexander J. Andersen – Babajide Ogunbiyi – Sune Kiilerich – Jonas Thorsen
Jeff Mensah – Eldin Karisik – Lasse Ankjær – Carlos Shiralipour
Jesper Kjærulff – Marc Dal Hende
Robert Veselovsky
Alexander J. Andersen – Babajide Ogunbiyi – Sune Kiilerich – Jonas Thorsen
Jeff Mensah – Eldin Karisik – Lasse Ankjær – Carlos Shiralipour
Jesper Kjærulff – Marc Dal Hende
Viborg startede i et godt tempo og kom allerede i de første minutter frem til et par udmærkede indlæg, uden det dog kastede store chancer af sig. Det kom der til gengæld i det sjette minut i den modsatte ende, hvor Robert måtte hive en god redning ud af ærmet på en kompetent afslutning af Goncalves.
Men ellers viste første halvleg to hold, der ønskede at få overtaget på midtbanen, så der blev virkelig gået til den i nærkampene og det var en hård fysisk kamp om overtaget. Derfor blev der også begået mange frispark og der kom ikke rigtig nogen rytme i angrebsspillet i nogen af enderne. Det betød, at det udviklede sig til en meget chancefattig halvleg, hvor intet af holdene kunne få et overtag og få gang i det offensive spil.
Efter ca. den halve time skabte en god aktion af Jeff Mensah samt et par hurtige et-to kombinationer en udmærket mulighed. Men afslutningen truede dog ikke for alvor Næstveds keeper.
Med lidt under 10 minutter tilbage af halvlegen var Sune Kiilerich tæt på at nå frem på en dødbold, der var blevet begået mod Marc Dal Hende efter en god dribletur. Men desværre manglede den unge forsvarsspiller lige et par centimeter i at nå bolden.
Men også Næstved Kæmpede for at skabe chancer og med få minutter tilbage var Goncalves ved at slippe fri igennem, men et godt returløb af Lasse Ankjær forhindrede den farlige situation i at udvikle sig yderligere.
Få minutter senere sendte Rasmus Mathiesen en god afslutning af sted. Men heldigvis gik hans afslutning lige forbi den ene stolpe. Men halvlegens sidste minutter viste et Næstved-hold, der fik tilkæmpet sig et lille overtag og det begyndte at brænde på foran Robert i VFF-målet.
Men halvlegen sluttede målløs. En meget lige halvleg der ikke indeholdt mange chancer, men til gengæld stenhård fight fra begge hold for at få et overtag i kampen. Begge hold kom frem til få chancer, dog virkede Næstveds chancer lidt større end VFF’s ditto. Men alt i alt var uafgjort efter en lige første halvleg ikke misvisende.
Det lille overtag som Næstved fik tilkæmpet sig i første halvlegs sidste minutter fortsatte i starten af anden. Viborgs spillere havde svært ved at få spillet sig ud af Næstveds pres og der tegnede sig et billede af en anden halvleg med et overtag til hjemmeholdet, hvor VFF’s chance lå i kontrafasen.
Efter 10 minutter var det netop på en kontra, at VFF var meget tæt på at komme foran. En god aktion af Marc Dal Hende, der vendte rundt i feltet og fik trykket af. Men en sublim redning af Næstveds keeper forhindrede Marc i at komme på tavlen. Men denne gode chance var startskuddet på en fase af kampen, hvor Viborg med held fik flyttet spillet frem på banen og fjernet Næstveds pres og overtag i kampen.
Det gav med det samme en ny stor chance til Marc, flot spillet frem af Eldin, fik angriberen en ny chance, men en stor redning sørgede for, at det forblev 0-0.
Men tredje gang var lykkens gang for Marc. Efter et hjørnespark fulgte han godt op og kanonerede bolden i mål til en VFF-føring efter 59 minutter.
Få minutter efter var Næstved tæt på at svare igen, men afslutningen blokeredes til hjørne. Efter målet udviklede kampen sig til en meget livlig affære, hvor begge hold spillede frisk til og jagtede kampens andet mål. Men der var ingen tvivl om, at de tre store chancer til Marc, hvor det sidste gav en scoring, betød meget for VFF-spillerne, der fik ny energi og tro på det. Mens målet fik Næstveds spillere til at hænge lidt med hovedet og det virkede som om, de langsomt men sikkert mistede troen på det. Dermed lykkedes det for Viborg at få presset Næstved tilbage på banen og holdet fik etableret et spillemæssigt overtag i jagten på 2-0 målet.
Men i kampens sidste kvarter fik Næstved skabt ligevægt i kampen igen spillemæssigt og igen begyndte hjemmeholdet også at komme frem til chancer.
Med fem minutter på var Næstved meget tæt på at udligne, men det lykkedes lige akkurat ’Jide’ at afværge.
I de sidste minutter af kampen satsede Næstved voldsomt for at få en udligning, men et godt kæmpende Viborg-mandskab magtede at holde dem fra chancer i den ordinære spilletid.
Heller ikke i tillægstiden lykkedes det Næstved at komme frem til store chancer. Dermed fik Viborgs spillere tre point på kontoen i en meget lige kamp, hvor begge hold havde deres muligheder, men hvor det alt i alt var fortjent, at det var VFF og Marc Dal Hende, der fik scoret kampens ene mål.

















