Trænerteam fortsætter foråret ud
2011 |
Af: | 11. februar 2011

Fredag eftermiddag blev Viborgs spillertrup og administration præsenteret for det nye trænerteam. Det foregik på Kirkebækvej, hvor direktør Morten Jensen og de to trænere gik på talerstolen.
Nu ligger det fast, at trænerteamet vil bestå af Steffen Højer og Søren Frederiksen frem til sommer, hvor ledelsen og trænerteam igen vil kigge på den sportslige situation og evaluere.
Direktør Morten Jensen er godt tilfreds med afgørelsen, der er truffet efter en solid vurdering af trænermarkedet samt efter samtaler med blandt andet spillertruppen.
- Vi har gennem den sidste måned været igennem en rekrutteringsproces. Sideløbende har vi også kigget på den daglige træning. Der kan jeg konkludere, at der er blevet udvist et stort engagement og en stor kompetence fra Steffen og Sørens side og der er blevet gået til opgaven med stor energi og vilje. Samtidig har spillerne gentagne gange ytret ønske om, at de to trænere skulle have muligheden for at fortsætte, fortæller Morten Jensen, der fortsætter.
- Der er blevet tilført glæde, humør og vilje til spillertruppen, så jeg føler, vi er ved at skabe en ånd og et sammenhold, hvor vi i fællesskab bygger fremtidens Viborg F.F.. En klub der kan overkomme de udfordringer, vi står overfor med succes.
De to trænere Steffen Højer og Søren Frederiksen glæder sig over muligheden for at træne førsteholdet i foråret og få mulighed for at sætte deres tydelige aftryk på spil, spillertrup og kampe.
- Det har været en forholdsvis lang proces, hvor klubben har sonderet terrænet og også haft samtaler med nogle træneremner. Hele vejen igennem har der været spillet med åbne kort fra klubbens side overfor mig og Steffen. I sidste instans har klubben vurderet, at der ikke var nogen trænere ledige på markedet, som man mente var bedre til at varetage opgaven end os to. Det ser jeg som et kæmpe skulderklap til os og vores tanker og ideer. Og jeg glæder mig til at komme i gang med at hjælpe klubben. For der venter os et svært forår, men nu skal vi bare se fremad og sørge for at yde vores bedste både på og udenfor banen, fortæller Søren Frederiksen.
Også den anden del af trænerteamet, Steffen Højer, glæder sig over denne mulighed.
- Vi har her i opstartsfasen haft en kortsigtet opgave, der gik på, at bringe spillerne i god form og levere en toptunet spillertrup til den kommende træner. Nu er det så mig og Søren der har fået opgaven i foråret, hvilket jeg er meget glad for. Det giver os muligheden for at føre vores ideer om et offensivt spillekoncept ud i livet, hvor vi vil fokusere på spillernes styrker og arbejde hårdt på at få skabt en stærk vindermentalitet igennem et godt sammenhold, glæde og engagement, fortæller Steffen Højer, der fortsætter.
- Hvis vi skal lykkes med denne opgave, er det bydende nødvendigt, at der er opbakning fra spillerne, men selvfølgelig også byen og klubbens fans og erhvervsliv. Men specielt spillerne skal støtte op og være klar til at tage imod vores ideer og koncept fremadrettet, præcis som jeg føler, de har gjort her i opstarten. Med mig og Søren som trænere har man ikke bare fået et trænerteam, man har fået to personer, der vil gå igennem ild og vand for klubben og det er også noget af det, vi vil forsøge at føre videre til spillerne.
I første omgang gælder aftalen med Steffen Højer og Søren Frederiksen for resten af foråret.

















