Fuld fokus på FC Fyn kampen
Kampene falder som perler på en snor i øjeblikket for Viborg F.F.’s divisionsmandskab. På torsdag venter den fjerde kamp på blot tolv dage og netop derfor er der ikke tid til at dvæle ved de overståede kampe.
Viborg F.F.’s spillere har ikke meget hvile imellem de meget vigtige kampe i denne periode. Allerede på torsdag venter næste kamp, hvor FC Fyn lægger græs til en meget vital kamp.
- Det var et surt nederlag mod AGF. Men det har vi ikke tid til at tænke over nu. Det handler udelukkende om FC Fyn nu, som vi spiller mod allerede på torsdag. Så AGF-kampen har vi lagt bag os og nu ligger fokus på FC Fyn, siger Eldin Karisik.
Eldin Karisik forventer en kamp, hvor modstanderne vil trække sig tilbage på banen og fokusere på en god defensiv og så leve på hurtige kontra, når chancen byder sig.
- Jeg tror FC Fyn vil leve på et hurtigt omstillingsspil, lange bolde nede fra bagkæden, hvis de erobrer den fra os. Men vi har spillet godt i en periode nu og vores pasningsspil fungerer fint, derfor er vi kommet frem til mange afslutninger i de sidste kampe og det spil skal vi fortsætte med mod FC Fyn.
I denne fase af sæsonen, hvor der er rigtig mange kampe lige oveni hinanden, så bliver fysikken meget vigtig.
- De her kampe minder en del om hinanden. Vi skal gå ud og krige og slås det bedste vi har lært. Vi skal ud på banen og skabe et overtag. Når vi først får etableret overtaget, så kan vi bygge det flotte spil på derfra. Men intet hold kan spille flot og lave smukke kombinationer i samtlige 90 minutter. Man skal først krige sig til pladsen at spille på. Samtidig vil fysikken blive meget vigtig i den sidste del af kampen. Vi skal vise, at vi er fysisk stærkere. Vi skal have flere løbemeter i benene og være det hold, der har mest energi i kampens slutfase, fortæller Eldin Karisik, der fortsætter.
- Lige nu glæder jeg mig rigtig meget til denne kamp på torsdag, hvor der venter en ny modstander og en ny dommer.
Kampen mellem FC Fyn og Viborg F.F. spilles torsdag eftermiddag klokken 13.00

















