Nu skal det handle om det grønne bord
For Viborg F.F.’s talentfulde Jeff Mensah handler det nu om, at få flyttet fokusen væk fra fodbolden i den næste måneds tid, for selvom han stadig træner med førsteholdet, så skal den meste energi lægges på eksamenerne.
Selvom Viborg F.F. er en fuldtidsprofessionel fodboldklub. Så er der flere af spillerne der ikke er fuldtidsprofessionelle. En af disse spillere er Jeff Mensah, der udover den daglige træning og weekendens kampe også skal finde tid til at passe sit sidste år i skolen, hvor der nu venter en måned med de mundtlige eksamener.
- Det har været forholdsvist hårdt at skulle finde tid til både skolen og fodbolden. For der er en masse opgaver og lektier, som jeg skal nå i min fritid, samtidig med min fodboldtræning og kampe. Nu her er der så også eksamen oveni, så det har været og er meget stressende, det forår som jeg lige nu oplever, fortæller Jeff Mensah, der fortsætter.
- Men de sidste par uger har det været lidt lettere, idet jeg har haft læseferie til mine eksamener, så der har jeg bedre kunnet strukturere og tilpasse min hverdag, så jeg har kunnet finde tid til det hele.
Men selvom det har været lettere for Jeff Mensah i de sidste par uger, så tilstår den unge offensivspiller, der har været en del af Viborg F.F. og FK Viborg fra han blev 13 år, at fokus ikke har været i nærheden af 50-50 imellem skole og fodbold.
- Sådan som foråret udviklede sig for klubben, så må jeg nok erkende, at jeg i de sidste par uger ikke halt har magtet at fokusere lige så meget på mine eksamener som på fodbolden. Der har klubben fyldt mere og i ugen op til Hvidovre kampen, så var det næsten kun den kamp og klubbens fremtid der fyldte. Men nu hvor det hele er overstået med en lykkelig slutning, så er der endnu mere overskud og energi til at gå i dybden med de eksamener, som venter mig i de næste par uger.
Jeff Mensah blev rykket op i førsteholdstruppen til denne sæsons start, og derfor glæder det ham også, at det er blevet til så meget spilletid og trænerne har vist ham så stor tillid.
- Jeg synes personligt, at jeg har haft en ok sæson, lige på nær mine skader. I starten skulle jeg lige vænne mig til tempoet og finde en rytme både i spillet og hvordan min hverdag bedst hang sammen. Men det gik ret hurtigt og meget smertefrit, synes jeg og jeg er meget glad for, at det er blevet til så meget spilletid, det havde jeg slet ikke forventet, siger Jeff Mensah.
For Jeff Mensahs vedkommende handler det nu om at få en så god afslutning på skolen som muligt, så derfor ligger alle tanker og al energi på de kommende eksamener. Men derfor er han alligevel klar over, hvad han gerne vil, at der skal ske efter sommerferien.
- Når sommerferien er overstået vil jeg gerne prøve at fokusere på fodbolden. Jeg vil lægge al min energi der og se hvor meget jeg kan udvikle mig som fodboldspiller.

















