FK Viborg U13 blev kredsvinder
Det yngste FK Viborg hold har haft en rigtig god sæson og allerede det første år hvor drengene spiller sammen, så har de vist rigtig god holdånd og meget flot spil, der lover godt for fremtiden.
FK Viborgs U13 hold er blevet kredsvinder i deres mesterrække pulje på fornemmeste vis.
For i løbet af sæsonen har holdet spillet 20 kampe, hvor man lagde ud med 19 sejre og første pointtab kom i denne uge, hvor holdet allerede var kredsvindere. Så slutfacit på en flot sæson blev 19 sejre og en uafgjort og en flot førsteplads i mesterrækken.
Holdets træner Kenneth Kristiansen er stolt af ’sine drenge’, der virkelig har imponeret ham.
- Det her er første år, hvor de er en del af et elitemiljø og det er første år, hvor de spiller på 11 mands baner. Så det er virkelig flot af dem. Holdet har virkelig vist en god energi på træningsbanen og under kamp og de har mødt op med den rigtige indstilling og udvist god moral og holdånd og har på den måde flere gange kæmpet sig tilbage i kampe, hvor de ellers var bagud, fortæller træner Kenneth Kristiansen.
Spillestilen for FK Viborgs U13 hold ligger på boldbesiddelse og mange hurtige og korte afleveringer.
- Vi spiller i en grundformation, som vi kan kalde en 4-2-3-1, hvor vi har to centrale lidt defensive midtbanespillere og så tre offensive midtbanespillere, der skal støtte den enlige angriber. Ud fra den startopstilling, så spiller vi en gang fodbold hvor hovedvægten ligger på boldbesiddelse og mange små hurtige afleveringer. Derfor har vi også stor fokus på den tekniske del af fodbolden.
Kenneth Kristiansen har også været meget imponeret over drengenes selvstændighed og evne til at fremstå som et stærkt kollektiv, hvor de har skiftes til at bære ansvaret.
- Holdet har udvist et stærkt kollektiv, hvor de har skiftes til at tage ansvaret og levere de matchvindende øjeblikke i løbet af sæsonen. Men samtidig har de virkelig været gode til at stå på egne ben og være selvstændige. Vi vil gerne lære dem selv at se løsningerne på de udfordringer, de løber ind i og vi vil gerne have dem til at arbejde individuelt til træning og det har de virkelig klaret godt. For eksempel har drengene selv arbejdet med og udviklet de igangsætninger og dødbolde, som bruges under kampene. Og i pauserne kommer de selv med løsningsforslag på de ting, som ikke har fungeret optimalt i første halvleg. Derfor har det tit bare været min rolle at være ordstyrer i pausen og så har drengene selv fundet frem til de taktiske ændringer, som vi har brugt i anden halvleg af kampene, fortæller en smilende Kenneth Kristiansen.
Selvom holdet nu er færdig med kampene i mesterrækken, så er sæsonen dog ikke slut for holdet. For på tirsdag spiller holdet JM-semifinale mod AaB på udebane. Et hold som FK Viborg drengene kun har mødt i træningskampe i denne sæson. De to træningskampe sluttede henholdsvis med en 4-1 sejr til FK Viborg og uafgjort 2-2 i den anden.

















