Nederlag i sidste hjemmebanekamp
I efterårets sidste hjemmebanekamp måtte Viborg F.F. indkassere sæsonens førstre nederlag på Energi Viborg Arena, da man tabte topkampen til Esbjerg med cifrene 1-2.
Viborgs holdopstilling:
Robert Veselovsky
Jens-Kristian Sørensen, Mikkel Rask, Jonas Thorsen, Andrei Sidorenkov
Kevin Mensah, Valentino Lai, Jeff Mensah, Jesper Kjærulff
Mads Hvilsom, Ken Fagerberg
I kampens indledning var der hård kamp om overtaget mellem de to hold. Det var hjemmeholdet Viborg, der virkede lidt mere tændte og aggressive og kom også frem til flere halve chancer end Esbjerg. Det var også Viborg, der kom frem til den første store chance efter 15 minutter. Jesper Kjærulff forlængede et indlæg til Ken Fagerberg, men afslutningen fra Viborg-topscoreren sneg sig lige forbi stolpen.
Det næste kvarter var en ren gentagelse af det første. De to hold spillede begge frisk til og kæmpede hårdt for at komme frem til chancer. Men intet af hodlene fik skabt det helt store før efter en halv time denne gang og igen var det en Viborg angriber. Denne gang tæmmede Mads Hvilsom flot bolden ude på venstre fløj og trak ind i feltet og afsluttede med et skud fra distancen, der dog blev tippet over mål af Esbjergs målmand.
Men i halvlegens sidste ti minutter åbnede begge holds defensiv lidt op for det jerngreb, som de havde på modstandernes offensiv. Med syv minutter igen af halvlegen kom Esbjergs første store chance. Et indlæg fandt Lange, der sparkede resolut første gang men lige forbi stolpen. På næste angreb var det så igen Ken Fagerberg der udfordrede Esbjergs målmand. Et hårdt vristspark fra kanten af feltet tvang Lukas Hradecky ud i en refleksredning helt ude ved stolpen. I halvlegens næstsidste minut var det så igen Esbjerg, der kom frem til en stor chance. Flot småspil af Esbjerg gav ham mulighed for at løbe udenom Robert Veselovsky, hvorefter han sparkede bolden ind i tomt mål.
Der skete ikke mere i en første halvleg, hvor de to holds defensiv holdt modstanderne meget godt fra chancer og det derfor ikke var til at se, at det var fire af de fem øverste pladser på topscorerlisten, der agerede de to holds angreb.
Anden halvleg var kun lige gået i gang, da Kevin Mensah kæmpede og taklede sig til en chance, som han sikkert udnyttede til en 1-1 udligning.
Men allerede på næste angreb bragte Esbjerg sig igen foran. Robert løb ud for at cleare en bold, men hans clearing blev blokeret lige til en Esbjerg-spiller, der fra kanten af feltet helflugtede bolden ind i det tomme mål.
Begge hold satsede mere offensivt i anden halvleg, hvor ikke mindst Viborgs spillere jagtede en udligning og dermed åbnede op for kontrachancer fra udeholdet Esbjerg. Det resulterede i flere lige ved og næsten chancer for hjemmeholdet. Men hvis ikke det var fordi, den sidste aflevering eller det sidste træk var for upræcis, så diskede Lukas Hradecky i Esbjerg-målet op med en klasseredning i stedet for.
Som halvlegen skred frem fik Viborg presset sig længere og længere frem på banen, men selv med solidt spilovertag og udmærket spil, fik holdet ikke skabt de helt store 100% chancer mod et Esbjerg hold, der ikke havde noget imod at stå dybt og afvente de kontrachancer, som de var lige så farlige på, som Viborg var i presspillet.
Med otte minutter igen fik tre Viborgspillere en kæmpemulighed på et hjørnespark. Esbjergs målmand gik forkert af et hjørnespark. Men ingen af de tre Viborgspillere timede springet godt nok til, at de fik headet bolden i det tomme mål.
I kampens sidste minutter satsede cheftræner Ove Christensen alt på en udligning og satsede Mikkel Rask med frem i angrebet og gik over til et tre mands forsvar.
Men det lykkedes ikke for Viborgs spillere at få den udligning, som de spillemæssigt havde fortjent efter en anden halvleg, hvor de pressede godt på for udligningen.
Kampen i tal
Viborg F.F. – Esbjerg fb 1-2 (0-1)
44 min. – Scoring af Martin Braithwaite (EFB)
46 min. – Scoring af Kevin Mensah (VFF)
47 min. – Scoring af Arnór Smárason
66 min. – Udskiftning, Martin Braithwaite ud, Sebastian Andersen ind (EFB)
73 min. – Udskiftning, Jesper Kjærulff ud, Razak Pimpong ind (VFF)
87 min. – Udskiftning, Jeff Mensah ud, Lasse Ankjær ind (VFF)
87 min. – Udskiftning, Valentino Lai ud, Dennis Høegh ind (VFF)
90 min. – Udskiftning, NjoguDjemba-Nyren ud, Thomas Gaardsoe ind (EFB)
Tilskuertal: 4246

















