Vi viser god attitude
Kampen mod Esbjerg på Energi Viborg Arena endte desværre uden point for Ove Christensen og hans tropper. Men cheftræneren kunne glæde sig over, at holdet viste god attitude og udlignede Esbjergs føring.
Et godt spillede og hårdt kæmpende Viborg-hold måtte se sig slået af superliga-nedrykkerne fra Esbjerg i en lige og tætspillet kamp. På trods af nederlaget kunne Ove Christensen dog se flere positive ting i kampen:
”Vi havde flere gode elementer, og vi viser god attitude. Jeg må sige, at vi kom ud med god energi efter pausen. Spillerne viste god karisma og god indstilling. Og fysisk så vi godt ud, selvom vi havde været ude i en hård kamp på 120 minutter mod Fredericia i tirsdags. Vi er kommet langt med vores organisation og spillestil. Vi spiller langt bedre nu end for 3-4 uger siden mod Brønshøj og Blokhus.”
Foran 4246 tilskuere på Energi Viborg Arena kunne Ove Christensen se Kevin Mensah score Viborgs eneste mål. Cheftræneren har også en del ting, som han mener, at holdet skal forbedre frem mod den svære udekamp mod FC Vestsjælland i weekenden:
”Vi skal være bedre på vores dødbolde, og så skal vi være mere effektive. Vi bruger for mange chancer for at score et mål. Jeg må dog også give cadeau til Esbjerg, for de er bedre end os. Det er mere rutinerede, og så straffer de os. Vi laver for mange fejl efter hinanden. Jeg synes også, at de har en bedre balance. Og så gør en spiller som Søren Rieks en stor forskel. Han er god til at hive deres hold op,” sagde Ove Christensen efter mandagens eftermiddagstræning.
For at Viborg skal nå op på samme niveau, som Esbjerg har, så mangler der ifølge Ove Christensen især et par elementer på viborgensernes hold:
”Vi arbejder hårdt i hele kampen, men vi mangler stadig noget styrke på vores hold. Man kan vel sige, at operationen lykkedes, men patienten døde. Vi mangler noget af den styrke og rutine, som Esbjerg har, før at vi er lige så gode som dem.”
Næste kamp for Viborg F.F. er på søndag klokken 13 i Slagelse mod FC Vestsjælland.

















