En indbringende auktion

De sidste par uger har VFF Auktionen rullet for fuld kraft hos Dam Auktioner. Mere end 200 effekter doneret af Viborg og omegns erhvervsliv var på bud i hele Danmark. Alle bud til fordel for Viborg F.F.
-Det har været et fantastisk engagement, vi har mødt fra alle de virksomheder, det har været muligt for os at kontakte. Vi har modtaget effekter af enhver art. Lige fra et udendørs boblebad til rystepudsere. Vi har med spænding fulgt de enkelte ting blive budt langsomt op og særligt sjovt var det at følge de første ni auktionsnumre blive budt færdig til vores sidste hjemmekamp i fredags. Her var der traditionen tro rift om kunsten fra Galleri NB og ikke mindst de signerede spilletrøjer doneret af Kaka, siger Morten Jensen.
VFF Auktionen er efterhånden kommet for at blive. Sidste år blev der ligesom i år realiseret et kæmpe beløb til fordel for De Grønne.
-Vi henter ca. 370.000 kroner på dette års auktion, og vi vil gerne takke alle de sponsorer, der har doneret varer til os. Det er utrolig fedt, når en event af denne kaliber lykkedes, fortæller sponsorchef, Claus Hermann.
Den vellykkede auktion, kombineret med en maksimal støtte fra 192 virksomheder der købte Esbjerg-kampen og gav gratis entre til 4.246 tilskuere, gjorde den 28. oktober til en god dag for byens fodboldhold. Og samtidig var det første kamp på Energi Viborg Arena.
Prikken over i´et havde været en sejr eller i det mindste point på banen, men den glæde må de fodboldinteresserede i Viborg og omegn have til gode til næste hjemmekamp på Energi Viborg Arena, som desværre først spilles i 5. april 2012.
.

















