En svær udekamp venter
På søndag skal Viborg F.F. en tur til Slagelse, hvor FC Vestsjælland venter i det, som cheftræner Ove Christensen kalder for en svær udekamp.
Der venter Viborg F.F. en god kamp på søndag i Slagelse mod FC Vestsjælland. Rækkens nummer fem FC Vestsjælland er et godt hold, og ifølge cheftræner Ove Christensen er FC Vestsjælland det hold, som skal udfordre Randers og Esbjerg i 1. Division.
”Det bliver en svær udekamp. Vestsjælland er det eneste hold, som har vundet over Esbjerg. Det er godt fysisk hold, som er meget rutineret, og så er de gode på dødbolde. Men det er også et meget sammenspillet hold. Det er endda klart det hold, som matcher Esbjerg og Randers bedst.”
Profiler er der nok af, hvis man kigger på den trup, som FC Vestsjælland kan mønstre. Blandt andre den gamle Vejle-spiller Sladan Peric og den tidligere Viborg-spiller Philip Rasmussen. Ove Christensen fremhæver dog især et godt angreb og en meget stærk midtbane med kantspilleren Kristian Uth, der scorede to gange i sidste weekend mod Blokhus FC:
”Hvis man kigger på FC Vestsjælland, så må man sige, at de har et par gode angribere i Lasse Vibe og Danni König. Men de har også en utrolig stærk midtbane med Henrik Madsen og Lars Pleidrup. Og med Anders Torpegaard og Kristian Uth på kanterne. Alt i alt må man sige, at det er et godt hold, som vi møder på søndag.”
Ove Christensen fortæller, at hans eget hold er inde i en god periode. Senest mod Esbjerg på Energi Viborg Arena, hvor holdet spillede lige op med 1. divisions nummer et. En kamp, som cheftræneren var godt tilfreds med:
”Vi er inde i en opadgående periode. Vi har aldrig trænet eller spillet bedre i denne halvsæson, end vi gør nu. Vi lavede en godkendt kamp mod EfB, og jeg er stadig imponeret over, at vi kunne være med fysisk efter at have spillet både fredag og tirsdag op til kampen mod Esbjerg. Vi må være ærlige og sige, at vores ellers sikre og gode defensiv lavede to fejl, som blev straffet. Forskellen er, at et hold som Esbjerg har et ekstra gear, og hvis man dummer sig mod dem, så bliver man straffet. Derfor skal vi eliminere vores fejl. Derudover bruger vi stadig for mange chancer til at score vores mål. Vi skal spille chancerne store og udnytte dem. Kommer vi fra Slagelse med point, så vil det være godt for holdet, og det vil give holdet en endnu større selvtillid. Til kampen mod FC Vestsjælland har vi fået Eduardo Delani fit for fight igen, og han kan godt gå hen og få en jokerrolle,” sagde cheftræneren efter fredagens formiddagstræning.

















