Gero trives i Viborg
Nigerianske Alhaji Gero er faldet godt til i Viborg, og ser frem til at komme i gang med den spændende forårssæson, der venter for Viborg FF.
For en måneds tid siden mødte Alhaji Gero sine nye holdkammerater i Viborg FF for første gang, og den stærke angriber glæder sig over, at han hurtigt er faldet godt til i sin nye tilværelse i domkirkebyen.
-Jeg har kun mødt gode mennesker i Viborg, og mine holdkammerater har været fantastiske til at tage imod mig. Viborg FF er en god klub med ambitioner, der passer mig rigtig godt.
Den 21-årige nigerianer har været i aktion i begge træningskampe, og Gero er tilfreds med sin indsats og ser frem til at blive spillet endnu bedre sammen med sit nye hold. Han beskriver desuden sig selv som en hurtig og fysisk stærk angriber.
-Det har været to gode kampe. Især kampen mod OB, hvor vi fik testet os mod et hold fra Superligaen. Vi viste, at vi er et godt hold, og jeg synes også, at jeg fik vist trænerne, at de kan regne med mig. Jeg vil altid kæmpe for holdet.
-Vi glæder os alle sammen til at komme i gang med sæsonen. Vi skal fortsætte med at arbejde hårdt hver dag, og følge de instrukser, som trænerne giver os. Så er jeg sikker på, at vi kan nå vores mål.
Og målet for Gero er klart:
-Alle afrikanere drømmer om at slå igennem i Europa, og det er derfor, jeg er her. Vi skal spille i Superligaen, og det vil jeg gøre alt for, slutter han.
Næste opgave for Alhaji Gero og resten af truppen er på lørdag, hvor FC Fredericia gæster Kirkebækvej. Kampstart er klokken 12.