Til hyldest på rådhuset
Viborg FF er tilbage på øverste hylde i dansk fodbold. Den kendsgerning blev i dag fejret på Viborg Rådhus, hvor borgmesteren havde inviteret hele truppen, trænere, ledere, administration og frivillige til spisning i rådhusets multisal.
Inden da trådte de ansatte hos Viborg Kommune frem på balkonerne og hyldede spillerne, da de trådte ind på rådhuset. Efterfølgende takkede borgmester Torsten Nielsen for den flotte sæson, der endnu engang er med til at sætte Viborg på landkortet.
-Fodbold kan samle folk, og det betyder meget for Viborg både som by og kommune at have et hold i Superligaen. Jeres præstationer er med til at skabe et sammenhold i området, og vi er enormt stolte. Tak for det, sagde borgmesteren.
Udover Torsten Nielsen var bestyrelsesformand Kim Nielsen også på talerstolen, hvor han ligeledes sendte sin tak til alle på og omkring holdet for sæsonen, der sikrede oprykning til Alka Superligaen.