Kamper: Vi skal være aggressive
Jonas Kamper forventer en tæt kamp mod FC Nordsjælland, hvor han og holdet skal være aggressive og stærke i duellerne, hvis der skal tre point på kontoen.
Seneste kamp i Alka Superligaen var ikke nogen god oplevelse for Viborg FF, da en skidt indsats i Haderslev resulterede i et nederlag mod SønderjyskE. Nu er der så endelig fodbold igen, efter en weekend med landskampe, og Jonas Kamper og resten af truppen er meget opsatte på at komme tilbage på sporet:
-Ingen af os var tilfredse med det, der blev leveret mod SønderjyskE, og det har vi brugt pausen på at få bearbejdet. Vi har haft nogle hårde træningspas, og samtidig fået snakket om tingene, så nu er vi klar til at komme med en trodsreaktion.
Lørdagens modstander er FC Nordsjælland, som råder over et hold med mange tekniskdygtige spillere, og Kamper forudser, at aggressivitet og duelspil bliver nøglen til succes for Viborg:
-Vi skal være hamrende aggressive og stærke i duellerne, og så skal vi vise, at vi tør spille fremad. FC Nordsjælland er dygtige, hvis de får tid og plads, så det må vi ikke give dem.
-Der skal arbejdes hårdt for hinanden, og så skal vi finde det spil frem, som vi leverede i Randers for nogle uger siden. Så tror jeg på, at vi får et godt resultat.
Kampstart på Energi Viborg Arena er lørdag klokken 16.