Viborg tabte sidste test
VFF tabte dagens testkamp mod Brøndby IF 1-0 efter et chancefattigt opgør præget af fin fight og god defensiv organisation.
Fra kampens start bølgede spillet meget frem og tilbage. Mandskaberne skiftedes til at have overtaget, men uden at nogle af holdene for alvor formåede at blive farlige. Tættest på en scoring kom Viborgs Jonas Kamper med et langskud, der gik snert forbi den ene opstander.
Efterhånden som opgøret skred frem forblev kampbilledet uændret. Både ude- og hjemmehold ville frem i banen, men den sidste skarphed manglede. For de kløvergrønne gjorde Osama Akharraz en god figur, da han med skarpe driblinger og præcise afleveringer, var en konstant kilde til uro i modstanderens forsvar.
I perioden op til pausen formåede VFF at etablere et lille pres på de gulklædte gæster. Som følge heraf fik Johnny Mølbys tropper tilkæmpet sig en håndfuld dødbolde, og kunne med lidt held have bragt sig i front, da Kamper fandt Rask på et hjørnespark, men kaptajnens hovedstød blev blokeret, hvorefter Lukas Lerager sendte returen langt over mål.
Efter pausen lagde de sjællandske gæster pres på VFF. Dog kom de gulblusede ikke frem til meget, da en kompakt og velorganiseret Viborg-defensiv formåede at holde dem fra åbne chancer. En enkelt gang var udeholdet dog tæt på, men Thorsen fik tacklet Teemu Pukki, inden finnen nåede at afslutte.
I det 66. minut gik den ikke længere. Viborg tabte bolden på midten af egen banehalvdel og dette udnyttede den tidligere VFF´er David Boysen, der sikkert sendte bolden ind bag Sebastian John. Få øjeblikke senere var Teemu Pukki tæt på at fordoble udeholdets føring, men angriberens skud sneg sig få centimeter forbi stolpen.
Som modsvar på målet satsede VFF mere offensivt. Dette resulterede dog, grundet manglende skarphed samt en stærk Brøndby defensiv, kun i en håndfuld halve chancer og opgøret endte derfor med en smal 1-0 sejr til udeholdet.
Viborg FF-Brøndby IF
0-1 David Boysen(66.)
Startopstilling
Sebastian John-Kristoffer Pallesen,Mikkel Rask, Søren Reese, Jonas Thorsen-Jonas Kamper, Lukas Lerager, Jeppe Grønning, Osama Akharraz-Mikkel Vestergaard, Jeppe Curth
Indskiftninger
Søren Frederiksen for Mikkel Rask (46.)
Mathias Wichmann for Mikkel Vestergaard (46.)
Sebastian Andersen for Jonas Kamper (46.)
Jacob Egeris for Søren Reese (66.)
Ante Rukavina for Jeppe Curth (82.)
George Fochive for Jeppe Grønning (86.)
Tilskuertal
1825