Mølby: Humøret er i top
Johnny Mølby og truppen holder landskampspause med smil på læberne, og samtidig gør cheftræneren foreløbigt status efter 22 spillerunder.
To tredjedele af sæsonen er overstået, og inden der tages hul på sidste tredjedel, så gøres der plads til en landskampspause henover påsken. Cheftræner Johnny Mølby er foreløbigt meget tilfreds med sin første tid i klubben og med den måde holdet har udviklet sig på:
-Jeg synes, det har været rigtig godt og meget positivt for mig at komme til Viborg. Fra første spilledag og frem til nu er vi kun blevet bedre på alle parametre. Vi har beholdt vores gode organisation, som jeg også synes, at vi havde i starten af sæsonen, og samtidig har vi løbende bygget på med vores boldomgang og chanceskabelse.
-Lige nu er humøret i top, og når man er inde i en god stime, så ville vi da gerne have spillet i den kommende weekend, men omvendt giver det os også mulighed for lige at få samlet op på nogle ting.
I efteråret var Mølbys mandskab et af de mindst scorende hold i Alka Superligaen, men efter vinterpausen er Viborg FF det hold, der har fået nettet til at blafre flest gange. Det er naturligvis noget, der tilfredsstiller cheftræneren:
-Vi har faktisk arbejdet med de samme ting, som vi gjorde i efteråret. Vores fornemmelse inde på trænerkontoret var, at det bare var et spørgsmål om tid før der kom hul på bylden, for de ting, vi så på træningsbanen har set fornuftige ud.
-I slutningen af efteråret begyndte vi at få nogle succesoplevelser, hvor vi scorede mange mål, og så er det stille og roligt blevet bedre. Det er jo dejligt, når det går den vej.
Som nævnt ligger Alka Superligaen stille i denne weekend, og næste kamp for VFF er derfor først mandag den 4. april, hvor turen går til Esbjerg. Indtil da skal der arbejdes på træningsbanen:
-Vi vil bruge den første uge på lige at få samlet op på de spillere, der har haft nogle småproblemer. Det er vigtigt for os, at så mange som muligt er helt klar, når sidste del af sæsonen går i gang.
-I næste uge har vi reserveholdskamp, og så skal vi have forberedt os fysisk og taktisk på de næste par kampe, som ligger tæt i kalenderen, afslutter cheftræner Mølby.