Mølby forventer tæt kamp i Odense
Johnny Mølby kigger frem mod søndagens kamp i Odense, hvor Viborg FF skal forsøge at hente sæsonens første point mod fynboerne.
Det er ofte tætte kampe, når Viborg FF og OB krydser klinger, men begge tætte opgør i denne sæson er endt med OB-sejr, og det er en tendens, der skal laves om på på søndag.
-Begge kampe mod dem har været tætte, hvor vi ikke lige har været dygtige nok i de afgørende situationer. Vi glæder os til kampen på søndag, så vi kan få ændret på den dårlige statistik imod dem.
-Vi skal fortsætte de gode takter, hvor vi har skabt mange scoringschancer. Vi skal være skarpere, når mulighederne byder sig, men vi har også spillet et godt forår, og det skal vi fortsætte med, siger cheftræner Johnny Mølby.
OB er blandt ligaens bedste hold i foråret, hvor de har hentet 10 point i seks kampe, og det er især fynboernes offensive trio, der skal holdes ekstra øje med, mener Mølby:
-OB fik en rigtig god start på foråret, og selvom de har tabt de seneste to kampe, så er det et hold, der har gjort det godt. De har været velorganiserede og meget disciplinerede. Hvor de i efteråret indkasserede en del mål, så er de blevet meget sværere at score imod nu.
-Samtidig har de nogle dygtige individualister, her tænker jeg især på Falk, AK og Festersen. De kan på egen hånd afgøre fodboldkampe, og det bliver selvfølgelig helt afgørende for os at få lukket dem ned.
Kampstart på Tre-For Park i Odense er søndag klokken 13.