Veldmate ude på ubestemt tid
Hollandske Jeroen Veldmate var ikke med i truppen i seneste runde i Alka Superligaen, og har slet ikke været en del af træningen på Kirkebækvej de seneste uger:
-Jeg har det ikke godt hverken fysisk eller psykisk lige for tiden. Jeg har været igennem et svært forløb i hele min tid her med langvarige skader, og det har krævet rigtig meget at komme igennem, og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg desværre ikke længere har det ret godt, fortæller hollænderen.
Direktør Morten Jensen er naturligvis ærgerlig over situationen, og forklarer:
-Jeroen er kommet til os, og har fortalt omkring sin situation. Det er selvfølgelig meget beklageligt for både ham og for klubben, og vi respekterer, at han ikke er i stand til at træne for tiden. Sammen er vi i tæt dialog omkring en holdbar plan for fremtiden.
Veldmate har indtil videre spillet 13 kampe og scoret et enkelt mål i den grønne trøje.