Viborg FF – FCK 0-2
Sidste hjemmekamp i år gav desværre ikke de grønne points selvom Viborg FF spillede en flot første halvleg.Første halvleg bød på rigtig god underholdning for publikum. De 4.980 fremmødte tilskuere fik et Viborg hold at se, der spillede som et ”team” og havde gejsten og troen på, at denne kamp kunne vindes.
Det blev til flere gode chancer til blandt andet Thomas Tengstedt og Søren Frederiksen. Viborg FF kunne have scoret og træner Ove Christensen sagde efter kampen ”Havde vi scoret det første mål var kampen blevet en anden”.
FCK fik ikke overtaget. Viborg FF gav dem kamp til stregen. De afslutninger FCK kom til tog Arek Onyszko sikkert. Under kampen blev det meddelt, at han var blevet valgt som månedens målmand af Tipsbladet. Slet ikke ufortjent.
Efter 45 minutter, hvor de første tilskuere var begyndt at søge læ for den silende regn, skete det der ikke måtte ske. Peter Møller, FCK, sendte en bold videre til Alvaro Santos, FCK, som kvitterede med et spark nede ved stolpen og i mål. Helt uden chance for Viborg FF’s Onyszko.
Løverne havde fået kløerne frem og de par hundrede tilskuere som havde fulgt FCK til Viborg brølede højlydt og brændte fyrværkeri af.
Helt ufortjent førte FCK 0-1 ved pausen, - sådan er fodbold også.
De mørke skyer og regn holdt ikke løverne tilbage. Anden halvleg var blot nogle få minutter gammel før Alvaro Santos igen var på spil. Han var en farlig herre hele kampen igennem. Helt fri kunne kan score sit andet mål til 0-2. Det skete efter en situation hvor Viborg FF brugte tid og energi på at brokke sig til dommeren over en kendelse. Koncentrationen var væk og det straffes hårdt mod FCK.
Herefter var det op af bakke for Viborg FF. ”Da vi kom bagud 0-2 spillede vi taktisk og teknisk dårlig. I slutningen af kampen får vi dog lidt mere styr på vore spil”, sagde Viborg FF’s træner Ove Christensen. ”Til vi kommer bagud 0-1 er det en jævnbyrdig affære. Det var et chok for os at FCK scorer lige før pausen. Vi havde spillet en god halvleg og haft mange chancer.”
FCK’s træner Hans Backe var enig i, at Viborg FF spillede en god første halvleg og pressede FCK måske mere end forventet. ”Vi fik de points vi kom efter. På udebane er vi gode, det skal vi også have gang i hjemme”, sagde Backe.
På trods af fyrværkeri og romerlys fra de medrejsende FCK fans blev anden halvleg aldrig smuk. Viborg FF tabte 0-2 til FCK som bare var bedre.
Kampen i tal:
Tilskuerantal: 4.980
VFF holdopstilling:
Arek Onyszko
Jesper Andersen (Anders Winther, 69 min.)
Thomas Andie
Michael Gravgaard
Thomas Tingstedt
Christian Keller (Michael Nonbo, 69 min.)
Morten Poulsen
Jakob Glerup
Søren Frederiksen
Stefan Bidstrup
Klaus Kærgård (Ralf Pedersen, 79 min.)
Dommer:
Emil Laursen
Liniedommere:
Bo Abildgaard
Torben Jensen

















