Nybolig går platin
Et stort lokalt kendskab er afgørende for Nybolig Viborg – Tjele - Stoholm, og virksomheden er stærkt engageret i det lokale erhvervsliv. Blandt andet derfor opgraderer virksomheden nu partnerskabet i Viborg FF, som, de oplever, skaber sammenhold i kommunen.
Nybolig er ny platinpartner i Viborg FF.
Den lokale ejendomsmægler har længe været med på partnerholdet. Nu tager virksomheden steppet op til platinpartnerniveauet.
”VFF er for os en integreret del af Viborgs DNA. Det er holdet, vi naturligt holder med, taler om inden morgenmødet mandag, jubler med, når det går godt, og giver gode råd, når det går knap så godt. Men VFF er også et brand, der gennem de senere år har udviklet sig markant fra en fodboldklub til en organisation, der byder på meget mere en blot fodbold. Det er en institution, der rummer oplevelser, sammenhold, en stærk social kultur og ikke mindst netværk.
Derfor bliver VFF en større og større del af Viborg og Viborg Kommune samt skaber et sammenhold på tværs. Det stemmer rigtig godt overens med de værdier, vi tror på hos Nybolig, og det er en af grundene til, at vi opgraderer vores sponsorat markant,” siger Anders Varming, Indehaver og Ejendomsmægler MDE, Nybolig Viborg - Tjele - Stoholm.

Jacob Skyum, Mette Fyllgraf og Anders Varming er indehavere af Nybolig Viborg - Tjele – Stoholm.
Virksomheden sælger fast ejendom i hele Viborg Kommune til både den private forbruger samt den professionelle erhverver. Herudover arbejder Nybolig professionelt med udvikling og salg af projektejendomme som Viborg View - både lokalt i Viborg, men også nationalt under navnet Nybolig Development.
”VFF er med til at skabe en positiv identitet for vores markedsområde, og blandt andet derfor støtter vi op om klubben - ikke blot for egen vindings skyld, men for hele kommunens. Herudover synes vi, at VFF’s udvikling af partnersamarbejdet er meget positivt, og at sammenholdet mellem de medvirkende partnere og synergien heraf skaber værdi for os og for den lokale udvikling,” siger Anders Varming.

Ejendomsmæglerforretningen er bevidst om at være en aktiv medspiller og bakke de øvrige partnere i VFF’s grønne netværk op.
De bidrager også til at udbrede budskabet om, hvad klubben og klubbens partnere kan tilbyde eksterne interessenter.
Nybolig Viborg – Tjele – Stoholm har de seneste 12 måneder solgt 334 boliger, og værdien af solgte boliger i 2026 udgør per 23. september 2026 622.559.658 kr.
Virksomhedens i alt 11 medarbejdere har hjemme på Toldboden 1 med udsigt ud over Domkirkebyen, som virksomheden sætter en ære i at have et stort lokalt kendskab til.
Samtidig er det blandt ejendomsmæglerforretningens kerneværdier altid at levere en god og personlig rådgivning.
”Der er stadigvæk høj aktivitet på det lokale boligmarked, og de seneste måneder har ikke været en undtagelse. Vi glæder os i øjeblikket specielt over, at vi nu har solgt 1/3 af Viborg View projektet - allerede inden den første prøvebolig er klar. Prøveboliger forventes klar umiddelbart efter efterårsferien, og vi glæder os til at kunne vise endnu flere kunder denne nye unikke boligmulighed i Viborg,” siger Anders Varming.

Over 30 år med VFF: Nu tager de næste skridt
Med ønsket om endnu mere netværk opgraderer FysioDanmark Viborg nu til platinpartner i Viborg FF.
Mere end 30 år. Så langt tilbage strækker båndet mellem Viborg FF og FysioDanmark Viborg sig.
Nu opgraderer virksomheden til sit højeste partnerniveau hidtil. FysioDanmark Viborg er ny platinpartner i klubben.
”Viborg FF har igennem rigtig mange år været en del af klinikkens DNA. Vi har en lang historie sammen, og vi holder meget af klubben. Og med den vækst, VFF har været igennem de seneste par år, er der også skabt et bredt og stærkt netværk, som jeg har stor fornøjelse af at være en del af. Det giver stor glæde at lytte til, hvordan det går i andre virksomheder og blive inspireret og lære lidt om andre brancher,” siger Thomas Holme Astrup, indehaver FysioDanmark Viborg.

FysioDanmark Viborg er en del af den landsdækkende fysioterapikæde FysioDanmark.
Mange VFF-spillere har gennem tiden lagt vejen forbi Gravene, hvor FysioDanmark indtil begyndelsen af 2024 havde hjemme, til blandt andet genoptræning af længerevarende skader.
I dag har FysioDanmark Viborg hjemme på Holstebrovej 4, hvor de 18 medarbejdere, herunder 15 fysioterapeuter, boltrer sig på knap 1400 kvadratmeter spredt over to etager med blandt andet 17 behandlingsrum, holdsal og fitnessområde.

Virksomheden bruger partnerskabet i klubben aktivt og kommer på Energi Viborg Arena til hver hjemmekamp.
Og Thomas Holme Astrup tror på, at netværket er den bedste vej til få flere til at vælge klinikken, næste gang de har brug for fysioterapi.
Opgraderingen til platinpartnerskabet sker derfor med ønsket om adgang til endnu flere fordele netværksmæssigt, som klubbens højeste netværksniveau ”Executive”, der består af Hoved-, Top- og Platinpartnerne, giver adgang til.
”Jeg har fået meget nære relationer igennem netværket, og det har været en kæmpe gevinst. Fordi jeg værdsætter netværk så meget, giver det mening for os at blive en del af Executive-niveauet med de ture og events, der følger med. Og vi er glade for at være med, selvom vi ikke ser os som en af de store virksomheder i Viborg. Det er spændende at være en del af udviklingen. Klubben gør rigtig mange ting, og det er fedt at spejle sig i og være en del af,” siger Thomas Holme Astrup.

Virksomheden bruger også netværket til at udbrede kendskabet til, hvordan fysioterapi kan hjælpe virksomheder og deres medarbejdere. FysioDanmark Viborg tilbyder blandt andet sundhedstjek på arbejdspladsen, hvor medarbejderens kolesteroltal, blodtryk, stressniveau og fedtprocent tjekkes med mulighed for efterfølgende indsats og træning i klinikkens fitnesscenter. Et tilbud VFF-toppartner Fredborg A/S blandt andet har valgt at give deres medarbejdere.
Og der er liv i lokalerne på Holstebrovej.
Den øgede synlighed ved det trafikale knudepunkt samt de nye moderne rammer med fokus på at skabe en tryg, indbydende og rar atmosfære for kunderne har bidraget til stor vækst. Samtidig oplever klinikken blandt andet, at den landsdækkende vækst inden for sundhedsforsikringer bidrager til en øget interesse for virksomhedens ydelser.

Troværdighed, respekt, empati og kvalitet er nøgleværdier i klinikken.
”En organisk vækst er en målsætning for os, så vi kan følge med. Næste step kunne være, at vi også byder velkommen til andre faggrupper i klinikken, så vi kan tilbyde vores kunder en endnu bredere pakke af tilbud. Men væksten skal ske på en måde, hvor vi bevarer den høje faglighed og fortsat har god tid til alle. Det er det, vi står for, og det skal vi blive ved med,” siger Thomas Holme Astrup.

Tillid skabt i netværket bliver til 150 nye rækkehuse i Taphede
Viborg FF-partnerne Vexa og S. Vestergaard påbegynder nu deres første fælles byggeprojekt. Det nye makkerskab opstod i VFF-netværket.
”Det er selvfølgelig, fordi det er en god forretning, men det er også fedt, at der er nogle andre fællesnævnere.”
Sådan lyder det fra Kåre Skorstengaard Nielsen, koncerndirektør Vexa om det samarbejde, Vexa har indledt med Vestergaard Estate, som er en del af S. Vestergaard.
De to Viborg-koncerner er henholdsvis hoved- og toppartnere i Viborg FF og er dermed blandt andet forenet af det store engagement i Kløverklubben.

Sammen bygger virksomhederne 150 rækkehuse til udlejning i den nye bydel Taphede, hvor opførelsen begynder til efteråret.
Vestergaard Estate havde gennem længere tid ønsket en stærk samarbejdspartner mere til udvikling og investering i egne byggeprojekter, og Kåre Skorstengaard Nielsen og Steffen Vestergaard, stifter, ejer og direktør hos S. Vestergaard, havde gennem VFF’s partnerarrangementer opbygget en relation.
Den har efterfølgende dannet grundlag for en række møder om et muligt samarbejde mellem parterne.
|
Vexa er en finansieringsvirksomhed, der tilbyder lån mod sikkerhed i fast ejendom og har samtidig et investeringsselskab. Virksomheden arbejder med fleksible løsninger, korte beslutningsveje og en gennemsigtig proces. Vexa har hovedkvarter i Viborg, arbejder i hele landet og har store vækstambitioner. Det betyder blandt andet, at Vexa netop har udvidet kontoret med endnu flere inspirerende kvadratmeter. Organisationen er hen over sommeren blevet styrket med nye medarbejdere, og udviklingen fortsætter ind i efteråret med yderligere tiltrædelser, som skal bidrage til den fortsatte vækstrejse. Vestergaard Estate er en del af S. Vestergaard. Koncernen består også af Vestergaard Huse og Vestergaard Konstruktion. Forretningsområderne spænder fra større rækkehusprojekter - både for eksterne bygherrer og til egen portefølje - til lejeboliger samt individuelt, arkitekttegnede huse. På tværs af koncernen er centrale fagligheder samlet internt – blandt andet arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører, byggerådgivere, bæredygtighedsspecialister og byggeafdelinger. |
”Gennem netværket møder vi hele tiden hinanden igen og igen, og der er blevet skabt og opbygget en tillid, der gør det muligt nu også at kaste sig ud i et fælles projekt. Vi er ikke i tvivl om, at begge virksomheder er kendetegnet af, at det, vi siger, er det, vi gør. Det er et stærkt fundament, og projektet er bygget op omkring en model, der giver mening for begge parter. Vi glæder os til at komme i gang,” siger Kåre Skorstengaard Nielsen.

Virksomhedernes fælles værdier tæller gensidig respekt, samarbejde og åben og ærlig kommunikation. Og så banker begge virksomheders hjerter også for området.
”At udvikle noget lokalt i og omkring Viborg har altid betydet utroligt meget for mig. Det er blevet en større og større del af vores virksomhed, og vi vil gerne være med til at præge udviklingen og skabe gode steder at bo i det område, vi selv er en del af. Det har vi også fundet et stærkt fællesskab med Vexa omkring,” siger Steffen Vestergaard.
Samarbejdet ligger i naturlig forlængelse af Vexas kerneforretning inden for ejendomsfinansiering og udlån med pant i fast ejendom.
Vestergaard Estate håber, dette bliver det første af mange samarbejder.

”Vi har tidligere arbejdet med den her type partnerskab, hvor ét projekt siden har udviklet sig til flere. Det håber vi selvfølgelig også bliver tilfældet her. Vi ser ikke kun på det enkelte projekt - vi håber, at vi kan bygge noget sammen, der holder over tid,” siger Steffen Vestergaard.

Ny platinpartner er stolt af at være en del af fællesskabet
Interfjord A/S opgraderer partnerskabet i Viborg FF. En langsigtet investering i både forretningen, relationerne og det lokalområde, virksomheden er en del af.
Efter godt 10 år som partner tager Interfjord A/S nu næste skridt i samarbejdet med Viborg FF.
Transportvirksomheden har valgt at opgradere sit partnerskab til platinpartner de kommende to år.
”Partnerskabet giver adgang til et erhvervsnetværk, hvor personlige relationer opbygges, erfaringer udveksles og nye forretningsmuligheder opstår, og det vil vi gerne involvere os endnu mere i fremover. En stor del af vores forretning bygger på personlige relationer, netværk og kontakter, og vi tror på, at vi som virksomhed vil få stor værdi af et øget engagement,” siger Casper Christensen, partner og CEO i Interfjord A/S.

Interfjord A/S blev grundlagt i 1990 og tilbyder nationale og internationale transportløsninger.
Virksomheden er danskejet og har, foruden afdelinger i udlandet, syv danske afdelinger. Viborg har en central placering i forhold til flere af lokationerne i Jylland, og Interfjord A/S oplever en stærk lokal opbakning fra virksomheder i området i forbindelse med både nationale og internationale transportopgaver.

Med 145 medarbejdere, hvor mange deler interessen for fodbold, er det samtidig naturligt for virksomheden at bakke op om Viborg FF.
”Sport og kultur er et samlingspunkt for mange mennesker. Viborg FF har været på en flot rejse de seneste år, og man kan tydeligt mærke den stolthed og opbakning, der er omkring klubben. Klubben samler tusindvis af mennesker omkring fodbolden og skaber et stærkt fællesskab, som vi er stolte af at være en del af og bidrage til,” siger Casper Christensen.
Interfjord A/S’s medarbejdere tager ofte sammen afsted i grupper til hjemmekampe på Energi Viborg Arena.

De senere år er transportvirksomheden også begyndt at bruge partnerskabet til at tage kunder med til gode oplevelser på stadion, hvor særligt BDO Lounge har dannet rammen om fællesskabet.
Det glæder de sig til at fortsætte med.
”De arrangementer, kampe og oplevelser, der følger med partnerskabet, er et værdifuldt redskab i vores arbejde med både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere. De skaber rammerne for nærværende dialog, fælles oplevelser og stærkere relationer. En værdi, som traditionel markedsføring sjældent kan matche. Vi ser frem til at følge VFF tæt i de kommende sæsoner og glæder os til en spændende start på 3F Superligaen,” siger Casper Christensen.

Betano er ny partner i Viborg FF
Viborg FF og Kaizen Gamings Betano indgår 3-årigt partnerskab.
Viborg FF har officielt indgået en treårig partnerskabsaftale med Betano, et premium brand inden for online sportsbetting og gaming, der drives af Kaizen Gaming.
Virksomheden er en af verdens førende digitale gamingplatforme og officiel bettingpartner for 3F Superligaen.
Med aftalen træder Betano for første gang ind i Viborg FF's erhvervsnetværk, og partnernetværket består dermed nu af mere end 320 virksomheder.
Partnerskabet og den styrkede Betano-tilstedeværelse online og på stadion vil bidrage til, at Viborg FF vil kunne skabe endnu flere fodboldoplevelser for grønne og hvide fans fra den kommende sæson.






