Vil bruge partnerskab til at gøre Viborg til danmarksmester i hjertesag
Kursuscenter Danmark er ny platinpartner i Viborg FF og vil bruge partnerskabet til at lære flere mennesker at redde liv.
I mere end 10 år har Brian Duch været partner i Viborg FF med forskellige virksomheder. Nu har han og Kursuscenter Danmark opgraderet til platinpartner.
”For mig var det naturligt at vælge at opgradere partnerskabet med VFF, når vi havde muligheden for at komme ind og være en del af noget større. VFF er på en rejse, og den rejse vil vi gerne være en del af,” siger Brian Duch, indehaver Kursuscenter Danmark.
Han er glad, hver gang han tager på Energi Viborg Arena og hepper på holdet fra Domkirkebyen.
Men han og Kursuscenter Danmark får mere end de fodboldmæssige oplevelser ud af det.
Kursuscenter Danmark har udviklet et online koncept med førstehjælpskurser, som gør det nemmere for virksomheden at få deres medarbejdere på kursus. Onlineundervisningen kan kombineres med nogle timer med fysisk undervisning hos virksomheden. Flere fra VFFs partnernetværk, herunder Skanlux, har været igennem et forløb, som klædte dem på til at kunne udføre førstehjælp. |
”VFF er også sammenhold mellem partnerne og oplevelserne med hinanden. Det kan være til kamp, på rejser eller noget tredje. Og det kan virkelig noget. Det kan åbne nogle døre,” siger Brian Duch.
Derfor har Kursuscenter Danmark valgt at øge partnerskabet.
”Vi vil gerne vil være mere synlige i Viborg, og det kan vi jo bruge VFFs netværk til. Vi håber også, det giver os en plads ved bordet med potentielle samarbejdspartnere. Og så bliver klubben jo også ambassadør for os, og det at vi skal lære hjertemassage og førstehjælp,” siger Brian Duch.
Førstehjælp er nemlig en hjertesag for Brian Duch, der selv har 10 års erfaring som ambulanceredder. Med Kursuscenter Danmark er han i fuld gang med at bygge en virksomhed op omkring hjertesagen.
”Udover at være kendt for fodbolden drømmer jeg om, Viborg bliver det sted i landet, hvor flest mennesker kan give livreddende førstehjælp. Du kan ikke opnå noget større end at redde et andet menneskes liv. Så det arbejder vi for,” siger Brian Duch.
Ny platinpartner: ”Vi elsker simpelthen den stemning, der omgiver Viborg FF”
Selvom Viborg FF har flere loyale og stærke partnere fra forskellige steder i Danmark, er det alligevel ikke hver dag, at vi kan præsentere en Odense-virksomhed som ny partner. Det er ikke desto mindre tilfældet med virksomheden WD Gruppen, der lige har sat sin underskrift på en platinpartneraftale. Og baggrunden for partnerskabet og samarbejdet gør os alligevel lidt stolte.
- Vi er selvfølgelig altid åben for nye opgaver, men det er ikke hovedårsagen til vores partnerskab med Viborg FF, fortæller Mikkel Ankjær, direktør i WD Gruppen.
- Vi har valgt at blive partner i klubben, fordi vi simpelthen elsker den stemning, der omgiver Viborg FF og ikke mindst fordi, at vi sætter stor pris på menneskene i klubben. Vi fik skabt kontakten til Viborg FF gennem et netværk hos en anden partner, og derfra besluttede vi, at vi gerne ville være en del af klubben. Også selvom vi har hjemme i Odense, tilføjer han.
- Vi har været på Energi Viborg Arena nogle gange, og det er altid en rigtig god oplevelse. Så vi vil blandt andet bruge partnerskabet til at arrangere nogle ture til Viborg i løbet af sæsonen, hvor vi kombinerer en fodboldkamp med hygge og en overnatning i byen.
Udover at være platinpartner i Viborg FF, har WD Gruppen et sponsorat i en anden dansk Superligaklub, men fokus er nu altså også på fodboldklubben i domkirkebyen.
- Det viser, hvad god kemi og gode mennesker betyder for at skabe nogle nye og spændende relationer. Vi føler os meget velkomne i Viborg FF, og derfor føles det helt rigtigt, at bakke op om klubben, siger Mikkel Nielsen.
WD Gruppen er specialiseret i tung industrirengøring med fokus på effektivitet, sikkerhed og høj kvalitet.
Ændring i hospitality
Zeid Hafed Laursen har valgt at opsige sin stilling hos Viborg FF. Efter en periode i rollen savner han livet som selvstændig og har erkendt, at de store og komplekse arrangementer, vi afholder i VFF, efterlader mindre plads til den indflydelse på eventudvikling, som han ønsker at arbejde tættere med igen.
Sammen har vi skabt mange stærke madoplevelser for vores gæster og partnere, og det vil vi gerne takke Zeid for. Vi er taknemmelige for det engagement og den indsats, han har bidraget med i sin tid hos os, og vi ønsker ham alt det bedste fremover – både personligt og professionelt.
Zeid har sidste arbejdsdag hos Viborg FF fredag d. 4/7.
Hospitality og vores eksklusive tilbud i Skanlux Lounge og Skyboxe er et område, som vi prioriterer højt og fortsat ønsker at udvikle på, og vi er derfor i gang med at se på den fremtidige bemanding af rollen og vender tilbage, når der er nyt at fortælle. Indtil da kan henvendelser vedr. hospitality/VIP rettes til Pernille Jensen (
Tak til vores partnere for jeres fortsatte opbakning og samarbejde.
Stort beløb blev cyklet ind til talentudviklingen
I strålende solskin blev årets spinningevent i lørdags afholdt på Energi Viborg Arena.
I år var spinningeventet til fordel for talentudviklingen i klubben, og partnerne gav den i den grad gas på spinningcyklerne.
Rytterne var fra:
Hermann Salg & Events
KJ Engros
Bach Gruppen
Top-Line – Troels Møbler
MJ Malerfirma
Fredborg Byg
Og vi hoppede selvfølgelig også selv på cyklen og trådte i pedalerne for talentudviklingen.
Humøret var højt, og der var godt gang i cykelbenene hos vores stærke partnere.
Det samlede flotte resultat blev 960.464 kroner.
Efterfølgende blev eventet rundet godt af med en hyggelig aften i Skanlux Lounge.
Tak til alle, der bakkede op om årets spinning!
Vi spinner til fordel for talentudviklingen
Savner du Energi Viborg Arena lige så meget, som vi gør? Så kom forbi nu på lørdag, hvor vi på Energi Viborg Arena i fællesskab med vores partnere spinner penge ind til talentudviklingen i VFF.
Vores grønne hjerter bankede en ekstra gang i tirsdags, da Anton Gaaei fik debut på det danske A-landshold. Vores helt eget talent, der har taget vejen helt fra ungdomsrækkerne til debut for vores 3F Superligahold, inden han rejste til topklubben AFC Ajax Amsterdam.
Vi vil fortsætte med at skabe de bedste muligheder for fremtidens talenter sammen, og derfor er spinningeventet i år til fordel for talentudviklingen i klubben.
Så kom forbi og hep på vores stærke partnere, der alle spinner for talentudviklingen i VFF:
KJ Engros
Bach Gruppen
Fredborg Byg
MJ Malerfirma
Top-Line - Troels Møbler
Hermann Salg og Events
Der vil være gratis fadøl og pølser fra kl. 14.30 – 16.30 ved indgang 5 & 6 på Energi Viborg Arena, og rytterne træder i pedalerne fra kl. 15.00.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til nogle sjove timer.