VFF introducerer billetabonnement
Som et alternativ til sæsonkortabonnement introducerer vi nu billetabonnement som et nyt abonnementsprodukt, der giver fast adgang til alle hjemmekampe på Energi Viborg Arena. Billetabonnement kan købes nu via billetter.vff.dk.
Billetabonnementet ligner et sæsonkortabonnement, idet man betaler et fast månedligt beløb for at få adgang til alle Viborg FF’s hjemmekampe, men der er alligevel nogle forskelle mellem de to abonnementstyper.
Større fleksibilitet og bedre benyttelse med billetabonnement
Med et sæsonkortabonnement optager man i dag automatisk en plads til hver enkelt hjemmekamp. Med et billetabonnement skal man i stedet aktivt ind og ”booke” en billet op til hver kamp. Med et billetabonnement har man altså ikke en fast plads eller sæde på stadion, da man vælger sin plads fra kamp til kamp, når man booker sin billet.
Det gør billetabonnementet til et mere fleksibelt produkt, idet man kan skifte sin plads på Energi Viborg Arena fra kamp til kamp. Det kan være, man til en kamp ønsker at stå på Syd med vennerne, og man til en anden kamp ønsker at sidde på Folkebladstribunen med familien.
I modsætning til et sæsonkortabonnement er der først reserveret en plads til dig på Energi Viborg Arena, efter du har booket din billet. Dermed optager man med et billetabonnement ikke en plads på stadion, hvis man ikke kan komme til en kamp. Derfor ser vi også introduktionen af billetabonnementet som et vigtigt skridt i at sikre et højere fremmøde og færre tomme sæder til kampene på Energi Viborg Arena.
Hvordan fungerer et billetabonnement?
Når man har et billetabonnement, så har man op til hver kamp mulighed for at trække én billet til 0 kroner pr. aktivt billetabonnement. Der er først reserveret en plads til dig på Energi Viborg Arena, efter du har trukket din billet på billetter.vff.dk.
Billetabonnenter vil som udgangspunkt få adgang til at trække deres billet 48 timer før det officielle billetsalg starter til hver enkelt kamp. Herfra vil der være en periode, hvor man har garanti for at kunne trække en billet med sit billetabonnement, og det vil som udgangspunkt være frem til 7 dage før kampstart. Efter denne garantiperiode vil alle ledige pladser på Energi Viborg Arena blive sat i åbent salg, og så kan man med sit billetabonnement kun trække en billet, hvis der stadig er ledige pladser. Det vil der formentligt være til mange af kampene, men man skal altså som udgangspunkt trække sin billet senest 7 dage før kampstart, hvis man vil være helt sikker på at få en plads.
Vi kommer til at kommunikere på mail og her på vff.dk op til hver hjemmekamp omkring, hvornår billetabonnenter kan trække sin billet, hvornår det officielle billetsalg starter, og hvornår billetabonnenter senest har garanti for at kunne trække sin billet.
Hvad koster et billetabonnement, og hvilke pladser kan jeg vælge?
Priser på billetabonnement kan ses i skemaet nedenfor.
Billetabonnementet giver adgang til, at man fra kamp til kamp frit kan trække en billet til en ståplads på Syd eller en unummereret siddeplads på enten Syd- eller Folkebladstribunen. Unummererede siddepladser på Folkebladstribunen er i sektionerne G og K samt nedre H, I og J.
Ønsker du at købe et billetabonnement og dermed få fast adgang til alle hjemmekampe på Energi Viborg Arena, så kan dette gøres via billetter.vff.dk.