Julestemning i fanzonen fra 11:00
Der bliver julestemning på Energi Viborg Arena og i fanzonen til kampen mod Randers FC på søndag, hvor det både er den 1. december og 1. advent.
Vi pynter op til jul i fanzonen, der åbner klokken 11:00. Denne søndag kan der købes æbleskiver, gløgg og Royal x-mas. Som vanligt kan der også købes pølser med brød, pommes frites, pølsemix og sodavand.
Til de yngre grønne fans er der mulighed for at få malet ansigtet i grønne og hvide farver i Willies værksted, hvor man også kan lave sit eget julepynt. Man kan i fanzonen også prøve kræfter med fodbolddart, pointvæg og pannabane.
Kampsponsor Verdo vil også være til stede i fanzonen, hvor de uddeler vingummer og flyers med information om, hvordan du også kan støtte vores fælles indsamling til julehjælp lokalt i Viborg.
Hvis man mangler grønt merchandise, kan man besøge Kløvershoppen ved indgang 5. Vi gør dog opmærksom på, at der er et begrænset udvalg af merchandise på stadion, da en del af produkterne er flyttet over i den nye pop-up butik på Gravene 34, hvor der desuden er åbent fra kl. 10-14 på søndag.
Klokken 12:35 er der i fanzonen mulighed for at hilse på og få autografer og selfies med nogle af de spillere fra førsteholdstruppen, som ikke er en del af kamptruppen på dagen. Der er også besøg fra maskotten Willie.
Kom på Energi Viborg Arena og støt samtidig årets juleindsamling
Kommer du på Energi Viborg Arena og hepper på de grønne, så er du samtidig med til at støtte årets juleindsamling. VFF, Kløverfonden og kampsponsor Verdo donerer nemlig samlet 8 kr. pr. tilskuer til kampen til fem lokale foreningers julehjælp. Det kan du læse mere om her.