VFF og Team Care Protection vil gøre en forskel for Gadehjørnet
I kælderen under beboerhuset på Ellekonebakken finder man ungdomstilbuddet Gadehjørnet, som er en fritidsklub og et fristed for de unge mennesker, der bor i området. Her er der både lektiehjælp og aktiviteter, og i en normal tid uden corona kommer der op til 50 børn og unge hver gang, der er åbent.
Selvom der gøres et stort stykke arbejde for de unge mennesker, så er Gadehjørnets faciliteter ikke noget, man bliver imponeret over at se, så det har Team Care Protection i samarbejde med Viborg FF tænkt sig at gøre noget ved.
-Vi har en ambition om at være endnu mere for byen og hele området, og med vores platform og netværk, så føler vi også et stort ansvar i forhold til at hjælpe, hvor vi kan. Vi vil gerne involvere os i både større og mindre projekter, og da Team Care Protection er en rigtig god samarbejdspartner for os, så det var oplagt at gå med i det her projekt, hvor vi kan være med til at gøre en lille forskel for de unge hos Gadehjørnet, siger Rasmus Ingeman, kommerciel chef i Viborg FF.
Grundet hele coronasituationen skal Team Care Protections 60 ansatte ikke samles om en julefrokost i år, så i stedet skal pengene bruges på at gøre en forskel for Gadehjørnet, fortæller Brian Duch, indehaver og direktør hos Team Care Protection:
-Vi synes, det ville give bedre mening at bruge de penge et andet sted, hvor vi kan hjælpe nogle mennesker, der har mere brug for det.
-I Team Care Protection arbejder vi med samfundets udsatte, og vi har haft en dialog med VFF omkring deres sociale profil og hvilke aktiviteter, der kan gøres for at give noget til de udsatte i vores område, så vi synes i fællesskab, at det giver rigtig god mening at gøre noget for Gadehjørnet.
-Kan vi sammen med VFF være med til, at de her børn og unge mennesker får en bare lidt sjovere og lidt bedre hverdag herude, så har det jo været det hele værd, siger Brian Duch.
Bordfodboldbordet hos Gadehjørnet får snart en opgradering...
Med Team Care Protections donation og hjælp fra VFF og klubbens partnernetværk kan de unge mennesker se frem til nye computere, nye møbler, nyt bordfodboldbord, FIFA-hjørne med PlayStation og selvfølgelig VFF-skoletasker og penalhuse til lektiecaféen.
-Det er rigtig fedt for os, og jeg ved, at de unge kommer til at elske det. Mange af børnene er store fans af VFF, så det er jo rigtig stort for dem, at klubben kommer her og giver noget til dem. Samtidig betyder det jo, at vi kan bruges vores få ressourcer et andet sted, så vi er meget glade, lyder det fra Debbie Lykke, der er boligsocial medarbejder.
Den første del af opgraderingen er allerede gået i gang, og i begyndelsen af 2021 vil VFF og Team Care Protection fortsætte med at optimere forholdene for Ellekonebakkens unge.