Kløvershoppens pop up-butik fortsætter sæsonen ud
Det bliver også fremover muligt at købe sit grønne merchandise fra Viborg FF i den fysiske Kløvershop-butik i Gravene.
Siden pop up-butikkens første åbningsdag på Black Friday i november har der været så stor opbakning og så mange besøgende, at klubben har valgt at forlænge aftalen om lokalerne med Bach Gruppen sæsonen ud, så den gælder frem til juni.
”Interessen for vores merchandise er forsat stigende. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive lidt bedre, end vi var i går. Det gør vi blandt andet ved at lytte til den efterspørgsel, der er fra vores fans angående at have et fysisk sted at komme og se vores store udvalg af merchandise. Den store interesse, for hvad der nu skulle ske med Kløvershoppen efter sidste åbningsdag i december, har været med til at gøre det nemmere at tage dialogen om at forlænge aftalen om lokalerne i Gravene,” siger merchandiseansvarlig Claus Myrhøj Hovendahl.
Butikken, hvor man blandt andet kan købe de populære spillertrøjer og den nye fankollektion, vil resten af sæsonen være åben hver onsdag og torsdag fra 14.00-17.30. Det vil derudover også være muligt at svinge forbi butikken på kampdage.
Fortsat ønske om permanent butik på Energi Viborg Arena
Forlængelsen af pop up-butikken betyder også, at der ikke længere vil være åbent i Kløvershoppen på Energi Viborg Arena hver onsdag, som der var det meste af efteråret.
Der er dog stadig et stort ønske om at åbne en mere permanent butik på stadion, og pop up-butikken i Gravene er derfor fortsat en midlertidig løsning.
”Selvom det er en succes og en stor butik i Gravene, så er vores ambition med Kløvershoppen, at vi lykkes med at få nogle lokaler på Energi Viborg Arena. Jeg ved, der arbejdes på dette i kulissen, og vi håber at kunne melde noget ud i løbet af foråret. Det vil kunne give vores fans en meget bedre oplevelse på specielt kampdagene,” siger Claus Myrhøj Hovendahl.
Første åbningsdag er 22. januar, hvor der er Winter Sale med 3 for 2-tilbud på et stort udvalg af merchandise. Med i tilbuddet er blandt andet udebanetrøjen, 3. trøjen, masser af hverdagstøj og tilbehør. Køber man tre af de varer, der er med i tilbuddet, får man den billigste vare gratis.