Verdo er ny partner i Viborg FF
Viborg FF har budt energikoncernen Verdo velkommen som ny platinpartner i klubben. Et nyt strategisk samarbejde med fokus på grøn energi, bæredygtighed og en fælles indsats for udsatte børn og unge.
Verdo forsyner døgnet rundt, året rundt, mere end 100.000 forbrugskunder med el, vand og varme – hele tiden med fokus på grøn omstilling og at mindske både det fremtidige energiforbrug og klimaaftryk. Det gælder i stigende grad også i Viborg og Midtjylland, hvorfor koncernen har valgt at blive platinpartner i Viborg FF.
Om baggrunden for partnerskabet og det nye samarbejde lyder det fra Jakob Flyvbjerg Christensen, CEO hos Verdo:
- Hos Verdo har vi altid haft fokus på at give noget tilbage til de lokalsamfund, som vi er en del af, og da Viborg og det midtjyske område i fremtiden i endnu højere grad vil være en strategisk vigtig by og område for os, er det et helt naturligt skridt at blive partner i Viborg FF.
- På den måde kan vi få større synlighed og tilstedeværelse i vores bestræbelser på at være med til at drive den grønne omstilling i byen ved primært at tilbyde grøn strøm og elladestandere. Det er et vigtigt fokusområde for os, fortæller han.
Hjælp til udsatte børn og unge
I tillæg til fokus på den grønne omstilling vil Verdo også bakke op om – og involvere sig i – Viborg FF’s mange forskellige tiltag og initiativer, der har fokus på at hjælpe udsatte børn og unge.
- Det er også et vigtigt område for Verdo, og jeg er sikker på, at vi sammen med Viborg FF kan igangsætte endnu flere spændende initiativer, der gør en forskel for områdets børn og unge.
- Samtidig er jeg også overbevist om, at indsatsen over for børn og unge på mange forskellige områder kan kombineres med bæredygtighed og grøn energi. Det hele til gavn for lokalområdet. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Hos Viborg FF er vi naturligvis også meget begejstrede for den nye aftale og samarbejde.
- Vi er glade for og stolte af at byde Verdo velkommen som partner i klubben, lyder det fra Michael Tuxen Boll, kommerciel chef i Viborg FF.
- At vi på den måde kan være med til at hjælpe den grønne omstilling i byen og hele området endnu bedre på vej og kombinere det med en øget indsats over for udsatte børn og unge, er jo bare helt fantastisk. Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet og alle de spændende muligheder, det rummer. Det er på alle måder et stærkt og grønt samarbejde, der understreger, at vi har samme værdisæt, slutter han.