Vil bruge partnerskab til at gøre Viborg til danmarksmester i hjertesag
Kursuscenter Danmark er ny platinpartner i Viborg FF og vil bruge partnerskabet til at lære flere mennesker at redde liv.
I mere end 10 år har Brian Duch været partner i Viborg FF med forskellige virksomheder. Nu har han og Kursuscenter Danmark opgraderet til platinpartner.
”For mig var det naturligt at vælge at opgradere partnerskabet med VFF, når vi havde muligheden for at komme ind og være en del af noget større. VFF er på en rejse, og den rejse vil vi gerne være en del af,” siger Brian Duch, indehaver Kursuscenter Danmark.
Han er glad, hver gang han tager på Energi Viborg Arena og hepper på holdet fra Domkirkebyen.
Men han og Kursuscenter Danmark får mere end de fodboldmæssige oplevelser ud af det.
Kursuscenter Danmark har udviklet et online koncept med førstehjælpskurser, som gør det nemmere for virksomheden at få deres medarbejdere på kursus. Onlineundervisningen kan kombineres med nogle timer med fysisk undervisning hos virksomheden. Flere fra VFFs partnernetværk, herunder Skanlux, har været igennem et forløb, som klædte dem på til at kunne udføre førstehjælp. |
”VFF er også sammenhold mellem partnerne og oplevelserne med hinanden. Det kan være til kamp, på rejser eller noget tredje. Og det kan virkelig noget. Det kan åbne nogle døre,” siger Brian Duch.
Derfor har Kursuscenter Danmark valgt at øge partnerskabet.
”Vi vil gerne vil være mere synlige i Viborg, og det kan vi jo bruge VFFs netværk til. Vi håber også, det giver os en plads ved bordet med potentielle samarbejdspartnere. Og så bliver klubben jo også ambassadør for os, og det at vi skal lære hjertemassage og førstehjælp,” siger Brian Duch.
Førstehjælp er nemlig en hjertesag for Brian Duch, der selv har 10 års erfaring som ambulanceredder. Med Kursuscenter Danmark er han i fuld gang med at bygge en virksomhed op omkring hjertesagen.
”Udover at være kendt for fodbolden drømmer jeg om, Viborg bliver det sted i landet, hvor flest mennesker kan give livreddende førstehjælp. Du kan ikke opnå noget større end at redde et andet menneskes liv. Så det arbejder vi for,” siger Brian Duch.