Reserverne klaskede FCM
VFF åbnede sæsonen i Reserveligaen med en stærk præstation og 5-1-sejr mod FCM hjemme på Kirkebækvej.
Gæsterne stillede ellers til start med en lang række superligaprofiler, og især de offensive esser i Awer Mabil, Kory Saba og Artem Dovbyk voldte også problemer i kampens indledning. Ukrainske Dovbyk var også manden med kampens første mål, da han hamrede gæsterne på 1-0 efter et kvarters spil.
Men som halvlegen skred frem ændrede kampen karakter. VFF-spillerne gik hårdt ind i nærkampene, og da det første FCM-pres havde lagt sig, så kæmpede hjemmeholdet sig ind i opgøret. Først fik Christian Moses udlignet efter flot forarbejde af Casper Gandrup, inden Jonatan Frimann bragte de grønblusede foran efter en halv times spil.
Frimanns føringsmål skabte store klapsalver blandt de mange fremmødte på Kirkebækvej, og endnu større klapsalver fik den unge midtbanespiller igen i anden halvleg. Denne gang på en ret kedelig baggrund, da han måtte bæres fra banen skadet.
Efter en times spil gjorde Tobias Bech det til 3-1 for VFF, da han skubbede bolden det sidste stykke over stregen efter et hjørnespark, og kun få minutter senere blev kampen endegyldigt lukket, da Christian Moses fik tilkæmpet sig straffespark. Prøvespilleren Achelus Shelove viste hurtige fødder på kanten, og fandt Moses midt i feltet, som blev ulovligt nedlagt. På det efterfølgende spark eksekverede Moses selv sikkert til 4-1.
Gæsterne kunne med lidt skarphed have bragt spændingen tilbage i opgøret, da de af flere omgange fik slået indlæg i feltet, men angribernes skarphed manglede - og samtidig diskede Ingvar Jónsson op med et par fine redninger. I stedet lukkede og slukkede unge Sofus Berger Brix flot kampen til sidst, da han sparkede 5-1 i netmaskerne.
Viborg FF – FC Midtjylland 5-1 (Reserveliga)
0-1 Artem Dovbyk (17.)
1-1 Christian Moses (24.)
2-1 Jonatan Frimann (29.)
3-1 Tobias Bech (60.)
4-1 Christian Moses, straffespark (67.)
5-1 Sofus Berger Brix (82.)
Startopstillingen
Can Dursun (Ingvar Jónsson, 45.) – Simon Søndergård, Nikko Boxall (Mads Frederiksen, 45.), Simon Trier – Jacob Dehn, Emil Scheel (Achelus Shelove, 46.) Mads Kjellerup, Casper Gandrup – Tobias Bech (Nikolaj Leth, 63.), Christian Moses, Jonatan Frimann (Sofus Berger Brix, 55.)