VFF smed sejren til sidst
En rigtig god følelse blev til sidst ændret til en mere misfornøjet en af slagsen, da VFF trods massivt overtag i spil og chancer måtte nøjes med 2-2 mod Næstved, da hjemmeholdet fik udlignet til allersidst.
Det var det sortklædte VFF-mandskab, der satte sig på kampen fra start. Holdet skabte mange chancer, og allerede efter otte minutter kunne Jeff Mensah have bragt VFF i front, men stolpen stod i vejen for midtbanespilleren. Selvom det var Viborg-holdet, der sad på det hele, så fik hjemmeholdet også skabt en rigtig stor chance i indledningen, men Balcombe kom ud og reddede flot.
Både Emil Scheel, Christian Sørensen og Jakob Bonde kunne med lidt held have scoret for VFF, men skarpheden manglede, og stik imod spil og chancer, så var det Næstved, der kom på 1-0. Hjemmeholdet kombinerede i højre side, og fik sendt et indlæg ind i panden på brasilianske Rafaelson, som scorede for Næstved. Trods hjemmeholdets føring, så fortsatte VFF-holdet ufortrødent og fik skabt rigeligt med chancer. Helt fortjent var det da så også, da Emil Scheel på flotteste vis sparkede bolden i nettet med venstresiden og via stolpen blev det altså 1-1 før pausen.
Scheel havde en chance til mere, ligesom Jeff Mensah og Alassana Jatta også fik afsluttet til sidst i første halvleg, men på trods af mere end 10 afslutninger mod hjemmeholdets mål, så blev det ikke til mere i første halvleg.
Det gjorde det dog hurtigt i anden. De sortblusede VFF’ere fik lagt tryk mod hjemmeholdet, og efter få minutter fik topscorer Frederik Brandhof tilkæmpet sig straffespark. Sikkerheden selv fra elleve meter er Christian Sivebæk, og så var VFF helt fortjent i front. I løbet af det næste kvarter burde gæsterne have lukket kampen, og især Jatta kom frem til et par store chancer, men effektiviteten foran målet udeblev.
Alligevel lignede det, at VFF skulle køre sejren hjem, for hjemmeholdet fik ikke skabt ret meget, men pludseligt slap angriberen Ibrahim Laar helt fri. Det lignede en tydelig offside, men linjevogterens flag blev nede, og så bragede angriberen bolden på stolpen og ind i nettet bag en chanceløs Balcombe.
En hård afslutning på kampen efter en præstation, der burde have givet tre sikre point.
Næstved – Viborg FF 2-2
1-0 Rafaelson (25.)
1-1 Emil Scheel (32.)
1-2 Christian Sivebæk (53., straffespark)
2-2 Ibrahim Larr (89.)
Startopstillingen
Ellery Balcombe – Mikkel Knudsen, Lars Kramer, Jakob Bonde, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Jeff Mensah – Christian Sivebæk, Alassana Jatta, Emil Scheel
Indskiftninger
Nikko Boxall for Christian Sivebæk (63.)
Tobias Bech for Emil Scheel (75.)
Mikkel Agger for Alassana Jatta (81.)
Kort
Gult: Frederik Brandhof
Tilskuertal
1099