Simon Trier skifter til Kolding IF
Viborg FF og Kolding IF har indgået en aftale, der betyder, at Simon Trier fortsætter karrieren hos KIF, som aktuelt indtager fjerdepladsen i NordicBet Ligaen.
-Det er altid meget ærgerligt, når man siger farvel til en af sine egne. Simon afsluttede sidste sæson rigtig flot med mange gode præstationer, men i denne sæson er det ikke blevet til mange minutter på banen. Det var derfor et stort ønske fra Simon at finde et nyt sted til ham, hvor vejen til spilletid er kortere, og derfor er vi blevet enige om, at det bedste for ham er at skifte, så han kan fortsætte sin udvikling. Vi ønsker ham alt held og lykke med opholdet i Kolding, og håber på, at det bliver en rigtig god oplevelse, siger Jesper Fredberg.
21-årige Trier, der kom til Viborg som U17-spiller, takker for sin tid i den grønne trøje:
-Jeg har været rigtig glad for min tid i Viborg, og alle de oplevelser, jeg har fået her. Det er klart, at mine forhåbninger til denne sæson var store, men forskellige omstændigheder har gjort, at jeg ikke har fået den spilletid, som jeg havde håbet på, og det er også grunden til, at jeg søger nye græsgange. Jeg vil takke alle de gode mennesker, der er i VFF, og jeg ønsker klubben alt det bedste i fremtiden, siger forsvarsspilleren.
Simon Trier nåede 22 førsteholdskampe for VFF.