Pointdeling i Esbjerg
VFF gæstede i dag Blue Water Arena, hvor der stod en topkamp mod Esbjerg på menuen. I kampens indledning var hjemmeholdet mest på bolden, men en solid Viborg-defensiv forhindrede de blåstribede i at komme til nævneværdige chancer.
Efterhånden som minutterne gik, var det fortsat Esbjerg, der havde et overtag i boldbesiddelse. Et solidt Viborg-mandskab lod sig dog ikke kyse, og i det 21. minut kom VFF i front. Et indlæg fra Alexander Fischer endte hos Christian Sørensen. Efter et enkelt træk spillede han fladt tilbage til Jakob Bonde, som på flotteste vis curlede viborgenserne i front.
I kølvandet på scoringen var hjemmeholdet stadig spilstyrende, men Viborg fortsatte de gode defensive takter og gjorde livet svært for Esbjergs angreb. I det 32. minut kom udligningen dog. Jakob Ankersen sendte et indlæg i feltet, men i stedet for at finde ramme medspiller sejlede indlægget ind bag Patrik Gunnarson, og 1-1-scoringen var en realitet.
Karakteristisk for den viborgensiske indsats slog udligningen ikke spillerne ud. Der var fortsat tro på tingene, og kort før pausen gav det pote. Alexander Fischer sparkede en lang bold op imod Sebastian Grønning, som efter en vunden hovedstødsduel var alene igennem. I en direkte duel med Jeppe Højbjerg viste Grønning kynismen og vippede bolden over den fremadstormende Esbjerg-keeper til pausestillingen 2-1.
Kampbilledet i de første minutter af andenhalvleg mindede meget om det fra før pausen. Esbjerg sad på boldbesiddelsen, men tætte markeringer og rolig boldomgang, bevirkede at Viborg fik taget broden af hjemmeholdet.
I takt med at halvlegen skred frem fastholdt VFF sin kompakte organisation, alt imens Esbjerg vedblev med at være spilstyrende. Enkelte gange truede VFF på kontra, men de sidste marginaler for at komme til åbne chancer.
10 minutter før tid fik Esbjerg hul på den kløvergrønne defensiv. Et par meter udenfor feltet blev et indlæg sendt afsted, og foran mål pandede en fri Andri Bjarnason Esbjerg på 2-2. Som reaktion på scoringen livede kampen op, og Viborg kom lidt længere frem på banen. Enkelte gange var der optræk til VFF-chancer, men scoringen udeblev, og opgøret endte derfor 2-2.
Esbjerg fB-Viborg FF
0-1 Jakob Bonde (21.)
1-1 Jakob Ankersen (32.)
1-2 Sebastian Grønning (42.)
2-2 Andri Bjarnason (80.)
Startopstilling
Patrik Gunnarsson – Alexander Fischer, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Sofus Berger – Frederik Brandhof, Sebastian Grønning, Jeff Mensah.
Indskiftninger
Tobias Bech for Sofus Berger (46.)
Mads Aaquist for Jeff Mensah (56.)
Frans Putros for Alexander Fischer (74.)
Kort
Gult: Jeff Mensah, Frederik Brandhof