VFF hentede et point i Fredericia
VFF hentede et enkelt point med hjem fra Monjasa Park i Fredericia fredag aften efter en medrivende fodboldkamp, der bød på store chancer i begge ender.
Det var det hvidblusede VFF-hold, der åbnede kampen bedst og fik scoret kampens første mål midt i første halvleg. En velspillende Frans Putros drev bolden frem i højre side, og med et præcist indlæg fandt han topscorer Sebastian Grønning i feltet, som headede 1-0 i netmaskerne. Grønning havde forinden haft en stor mulighed, men nåede akkurat ikke frem til bolden i situationen.
Første store mulighed til hjemmeholdet tilfaldt nyerhvervelsen Justin Shaibu, men angriberen var uskarp. I den modsatte ende havde Frederik Brandhof muligheden for at bringe VFF yderligere foran, men der kom ikke flere scoringer før pausen.
I anden halvleg kom hjemmeholdet bedst ud, og havde en god periode, der kastede fine muligheder af sig. VFF-defensiven stod godt imod, men efter en times spil lykkedes det for Agon Mucolli at bringe balance i regnskabet med et flot, flot langskud, der sad helt oppe i målhjørnet.
Kampens sidste halve time bød på masser af chancer i begge ender, hvor det var to hold, der begge jagtede sejren. Christian Sørensen havde flere muligheder, og bragede et frispark på undersiden af overliggeren. Det kunne være gået begge veje, men den største mulighed endte for fødderne af Younes Bakiz, som desværre missede en stor chance i dommerens overtid. Flere mål kom der ikke, og så sluttede opgøret uden vinder.
FC Fredericia – Viborg FF 1-1
0-1 Sebastian Grønning (22.)
1-1 Agon Mucolli (63.)
Startopstillingen
Patrik Gunnarsson – Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Frederik Brandhof, Jakob Bonde, Mads Aaquist – Tobias Bech, Sebastian Grønning, Magnus Kaastrup
Indskiftninger
Jeff Mensah for Tobias Bech (62.)
Jeppe Grønning for Mads Aaquist (69.)
Younes Bakiz for Magnus Kaastrup (69.)
Alexander Fischer for Frans Putros (79.)
Kort
Gult: Lars Kramer, Magnus Kaastrup, Jakob Bonde, Frederik Brandhof, Jeff Mensah