Viborg tog sejren i topkampen
Her til aften mødte Viborg Silkeborg i et vaskeægte topbrag hjemme i domkirkebyen. Fra opgørets start ville begge mandskaber frem i banen, og der skulle blot gå 8 minutter før tilskuerne fik serveret det første mål. Oscar Hedvall sendte et målspark direkte ud til Mads Aaquist, der headede kuglen videre til Magnus Kaastrup. Han tøvede ikke, og efter et par berøringer lagde Kaastrup bolden ind i feltet, hvor en fremadstormende Jakob Bonde sparkede VFF i front.
Gæsterne lod sig dog ikke slå ud af scoringen, og som modsvar skruede de op for presset. Flere gange var der optræk til farlige situationer i hjemmeholdets felt, men et solidt Viborg-forsvar gjorde livet svært for Silkeborgs offensiv. Tættest på en udligning kom Emil Holten, da han efter 25 minutter trak sig fri i feltet og afsluttede på stolpen.
I det sidste kvarter op til pausen fortsatte Silkeborg med at presse på, og to gange indenfor få minutter satte Magnus Matsson Patrik Gunnarsson på alvorlig prøve. Først fik Viborg-målmanden hænderne på et skud affyret et par meter inde i feltet, og minuttet senere måtte Gunnarsson hive en refleksredning i form af en benparade, da Matsson afsluttede tæt under mål.
Viborg kom bedre ud til anden halvleg, og Silkeborg havde ikke samme succes med at dominere spillet. 9 minutter inde fik Tobias Bech muligheden for at fordoble føringen, da Jeff Mensah spillede ham fri foran mål, men Silkeborgs keeper reddede.
I den modsatte ende lykkedes Viborg med at dæmme op for gæsterne, der ikke kom frem til nævneværdige chancer. Efterhånden som minutterne gik fortsatte VFF det solide defensive arbejde, hvilket frustrerede gæsterne, der gentagende gange lavede grove frispark.
I den sidste periode af kampen var Silkeborg mest på bolden. Gang på gang forsøgte udeholdet, at nedbryde Viborgs forsvar, men utrættelig fight og tætte markeringer holdt de rødblusede fra fadet. I overtiden modtog Jakob Bonde sit andet gule kort og måtte forlade banen, men det forhindrede ikke Neestrups tropper i at sikre sig alle tre point.
Viborg FF-Silkeborg IF 1-0
1-0 Jakob Bonde (8.)
Startopstilling
Patrik Gunnarsson-Frans Putros, Mads Lauritsen, Lars Kramer, Christian Sørensen-Mads Aaquist, Jeppe Grønning, Jakob Bonde-Tobias Bech, Sebastian Grønning, Magnus Kaastrup
Indskiftninger
Jeff Mensah for Mads Aaquist (46.)
Younes Bakiz for Tobias Bech (81.)
Alexander Fischer for Frans Putros (88.)
Lorenzo Gordinho for Magnus Kaastrup (92.)
Kort
Gult: Christian Sørensen, Frans Putros, Jeppe Grønning, Lars Kramer, Patrik Gunnarsson
Rødt: Jakob Bonde