Jakob Bonde forlænger til 2024
Viborg FF og Jakob Bonde er blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2024.
-Jeg er rigtig glad for at være her, så da vi først begyndte at snakke om forlængelse, så var det ikke noget, jeg har brugt lang tid på at tænke over. Det er en god klub og et godt miljø at være i, og så må jeg også sige, at jeg har fået følelser for klubben. Vi har en god trup med et fantastisk sammenhold, en masse gode mennesker omkring holdet og nogle gode fans, der viser os stor opbakning.
-Jeg har stadig de samme ambitioner, som da jeg kom for to et halvt år siden, og selvom det ikke er lykkedes at rykke op endnu, så tror jeg stadig fuldt og fast på, at jeg skal spille Superliga med Viborg. Det er også klubbens ambition, og vi har gang i et godt projekt her, som jeg glæder mig til, at jeg fortsat skal være en del af, lyder det fra Bonde.
Sportschef Jesper Fredberg er ligeledes meget tilfreds med Jakob Bondes nye kontrakt:
-Vi er meget glade for at forlænge med Bonde, som er en vigtig spiller for os både på og udenfor banen. Han er en rigtig dygtig fodboldspiller, der har lagt yderligere lag på og som passer rigtig godt ind i vores spillestil. Samtidig er han en kulturbærer med godt lederpotentiale og en vellidt personlighed. Han er en del af vores gode anførergruppe, og påtager sig et stort ansvar i dagligdagen, så vi er selvfølgelig meget glade for, at han også kan se sig selv fortsætte her. Vi har fælles ambitioner, som han skal hjælpe med at indfri, og vi ser frem til forlængelse af samarbejdet.
26-årige Bonde har hidtil spillet 61 kampe og scoret 23 mål for Viborg FF.