Viborg tog sejren mod Aarhus Fremad
Liseborg Centret lagde i dag græs til opstartens tredje træningskamp, hvor VFF tog imod Aarhus Fremad. Opgøret fik en lidt rodet start, men efter 5 minutter var Viborg tæt på at komme i front. Sebastian Grønning snittede bolden videre til Alassana Jatta, men undersiden af overliggeren stod i vejen for Jattas hovedstød.
I takt med at kampen skred frem fik Lars Friis´ tropper opbygget et spilovertag, og det kastede en håndfuld målchancer af sig. I det 23. minut fik Jatta en stor mulighed, da Sebastian Grønning headede ham fri på kanten af det lille felt, men Aarhus Fremads keeper fik lige nøjagtig fingrene på gambianerens hovedstød. Efterfølgende fik også Sebastian Grønning chancen tæt under mål, og Lars Kramer stangede senere bolden på overliggeren, men føringsmålet udeblev.
I det 39. minut kom der hul på bylden. Jatta spillede nytilkomne Justian Lonwijk fri lidt udenfor feltet, og med kølig afslutning langs jorden, sparkede den unge hollænder viborgenserne foran 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen.
Aarhus Fremad kom godt ud til anden halvleg, men der gik ikke mange minutter før VFF igen havde taktstokken. Gæsterne blev presset tilbage i eget felt, og i det 54. minut kom det grønblusede hjemmehold på 2-0, da Aarhus Fremads Nicklas Ullum prikkede et indlæg i eget net. I kølvandet på scoringen var VFF flere gange tæt på at øge føringen, men de sidste marginaler manglede.
Efter en times spil foretog Lars Friis en større udskiftning og sendte 9 nye spillere på banen. Det bevirkede, at Aarhus Fremad kom mere med i kampen, og i det 70. minut fik gæsterne tilkæmpet sig et straffespark, som Søren Andreasen sikkert eksekverede. 5 minutter senere pegede dommeren igen på pletten, og efter endnu et sikkert spark af Andreasen var udligningen en realitet
VFF lod sig ikke slå ud af den hurtige udligning og fik igen presset gæsterne tilbage. Små fem minutter før tid blev Brandhof nedlagt i feltet og for tredje gang i kampen fløjtede dommeren straffe. Det omsatte Bakiz med største sikkerhed, men det sidste mål var ikke scoret endnu. I det 88. minut saksede Ibrahim Said på flotteste vis en løs bold i kassen efter et hjørnespark, og opgøret sluttede derfor 4-2 til VFF.
Viborg FF - Aarhus Fremad 4-2
1-0 Justin Lonwijk (39.)
2-0 Selvmål af Nicklas Ullum (54.)
2-1 Søren Andreasen på straffe (70.)
2-2 Søren Andreasen på straffe (75.) ¨
3-2 Younes Bakiz på straffe (85.)
4-2 Ibrahim Said (88.)
Startopstilling
Lucas Lund - Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen - Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Justin Lonwijk - Younes Bakiz, Sebastian Grønning, Alassana Jatta
Indskiftninger
Frederik Brandhof for Frans Putros (60.)
Mads Søndergaard for Lars Kramer (60.)
Lorenzo Gordinho for Mads Lauritsen (60.)
Jeff Mensah for Christian Sørensen (60.)
Mads Aaquist for Jeppe Grønning (60.)
Sofus Berger for Justin Longwijk (60.)
Tobias Bech for Jakob Bonde (60.)
Christian Wagner for Sebastian Grønning (60.)
Ibrahim Said for Alassana Jatta (60.)