Viborg sejrede sikkert mod Holstebro
VFF spillede onsdag aften mod Holstebro Boldklub i opstartens andensidste træningskamp. Fra start var Viborg mest på bolden, mens gæsterne stod dybt i banen. En enkelt gang var Ibrahim Said tæt på at bryde igennem Holstebros defensiv, men generelt var det småt med de kløvergrønne chancer, og i det 12. minut kom gæsterne i front. Et langt målspark satte gang i en Holstebro-omstilling, og det kulminerede med, at Per Lauge sparkede læderet ind bag Can Dursun.
Efter scoringen kom Holstebro bedre med i opgøret, og ved flere lejligheder var gæsterne tæt på at blive farlige. I modsatte ende havde VFF svært at spille sig igennem gæsternes kæder, og bortset fra enkelte afslutninger fra Tobias Bech, kom Viborg ikke frem til nævneværdige chancer.
I det sidste kvarter op til pausen fik VFF igen et klart overtag i boldbesiddelsen, men en veldisciplineret Holstebro-defensiv holdt chancerne på et minimum. I det 43. minut fik de grønblusede dog hul på bylden. Efter er par gode driblinger fik Sofus Berger lagt bolden ind til Lorenzo Gordinho, der med et kraftfuld hovedstød bragte hjemmeholdet på 1-1.
Viborg kom godt ud efter pausen, og i det 53. minut blev 2-1-scoringen en realitet, da Tobias Bech huggede bolden i nettet fra kanten af feltet. Målet lagde ikke en dæmper på VFF´ernes høje pres, og 4 minutter senere blafrede netmaskerne igen, da Christian Wagner prikkede en returbold over stregen.
Som kampen skred frem fortsatte Viborg med at holde det høje tempo, og i det 64. minut lynede De Kløvergrønne nok engang. En løs bold endte for fødderne af Mads Aaquist midt i feltet, og herfra sparkede midtbanespilleren sikkert Viborg på 4-1.
Der skulle gå mindre end 10 minutter før VFF slog til igen, for i det 75. minut huggede Frans Putros på flotteste vis 5-1-målet i kassen, da han blev spillet fri i feltet. Efterfølgende var det flere gang tæt på endnu en Viborg-scoring, men Holstebro holdt stand, og VFF´erne kunne gå fra banen med en fortjent sejr.
Viborg FF- Holstebro Boldklub 5-1
0-1 Per Lauge(12.)
1-1 Lorenzo Gordinho (43.)
2-1 Tobias Bech (53.)
3-1 Christian Wagner (57.)
4-1 Mads Aaquist (64.)
5-1 Frans Putros (75.)
Startopstilling
Can Dursun - Frederik Brandhof, Mads Søndergaard, Lorenzo Gordinho, Jeff Mensah - Mads Aaquist, Jakob Bonde, Sofus Berger - Tobias Bech, Christian Wagner, Ibrahim Said
Indskiftninger
Justin Lonwijk for Jakob Bonde (46.)
Alassana Jatta for Ibrahim Said (69.)
Frans Putros for Frederik Brandhof (69.)