VFF kom tilbage på sporet i Helsingør
Det sortblusede VFF-mandskab vandt fortjent med 3-0 i Helsingør, og slog dermed fornemt tilbage efter nederlag i forrige runde.
Der var ikke spillet meget mere end et enkelt minut, da bolden første gang lå i netmaskerne. Christian Sørensen sparkede et frispark i siden ind i feltet, og helt umarkeret kom Sebastian Grønning først på bolden, og så bragte topscoreren VFF i front.
VFF havde de fleste muligheder i første halvleg, og havde også chancer til mere. Sofus Berger var tæt på efter en fiks dribling i feltet, men afslutningen blev for upræcis. Hjemmeholdet var godt med i kampen, men uden for alvor at skabe de helt store muligheder. Tæt på kom de alligevel til sidst i første halvleg, men overliggeren reddede for Lucas Lund i VFF-målet.
I anden halvleg blev præstationen mere kontrolleret for VFF, og helt fortjent kunne topscorer Grønning udbygge føringen efter en lille times spil. Angriberen slap alene igennem efter en fejl i hjemmeholdets defensiv, og foran mål svigtede Grønning ikke.
Så virkede det som om, at kampen var afgjort, og det lykkedes heller ikke for gæsterne for alvor at true VFF-defensiven, som stod solidt og fik afværget de halve muligheder, der kom til Helsingør.
Til allersidst blev det også 3-0, da Jeff Mensah lukkede med et hovedstødsmål, som blev kampens sidste aktion. Debutanten Christian Wagner fandt Christian Sørensen ved baglinjen, som sendte et indlæg i panden på Mensah, og så kunne VFF tage endnu tre point på kontoen, og endnu et vigtigt skridt i toppen af 1. division.
FC Helsingør - Viborg FF 0-3
0-1 Sebastian Grønning (2.)
0-2 Sebastian Grønning (56.)
0-3 Jeff Mensah (90.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Lorenzo Gordinho, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Sofus Berger – Tobias Bech, Sebastian Grønning, Davit Skhirtladze
Indskiftninger
Jeff Mensah for Sofus Berger (58.)
Mads Aaquist for Tobias Bech (67.)
Alexander Fischer for Lorenzo Gordinho (67.)
Serge Deble for Sebastian Grønning (81.)
Christian Wagner for Davit Skhirtladze (81.)
Kort
Gult: Lorenzo Gordinho, Sebastian Grønning
Tilskuertal
450