VFF tog point på Vestegnen
Viborg FF gæstede hertil aften Vestegnen, hvor modstanderen var de danske mestre Brøndby IF. Fra start var hjemmeholdet mest på kuglen. Efter 6 minutter blev Simon Hedlund spillet fri i feltet, men Lars Kramer kom flot ned og fik blokeret afslutningen.
I det 15. minut brændte det på igen. Et Brøndby-indlæg ramte overliggeren, og returen endte hos Mikael Uhre. Han kiksede sin afslutning, og bolden røg videre til Anis Slimane, der huggede på kassen, men igen viste Lars Kramer klassen og reddede på stregen.
Brøndby fortsatte med at presse. I det 20. minut fik de et frispark et stykke udenfor Viborgs felt, og Josip Radosevic gik til bolden. Afslutningen snød Viborg-keeper Lucas Lund, og 1-0-målet var en realitet.
Friis´ tropper lod sig ikke slå ud af scoringen, og kom i minutterne efter bedre med i kampen. De fik tilkæmpet sig en håndfuld dødbolde og gav prøver på flot kombinationsspil, men de helt store chancer udeblev.
Op til pausen fortsatte Viborg med at byde sig til uden dog for alvor at blive farlige, og VFF´erne måtte derfor gå til pause bagud med en enkelt.
Kampbilledet var fra anden halvlegs start uændret. Spillet bølgede frem og tilbage, men viborgenserne manglede den sidste skarphed for for alvor at blive farlige.
I takt med at halvlegen skred frem, satte Viborg sig mere og mere på spillet. Brøndby havde svært ved at håndtere Christian Sørensens skarpe dødbolde, og i det 67. minut slog gæsterne til, da Sørensen sendte et langt indkast i feltet. Hjemmeholdet fik ikke clearet, og kuglen endte for fødderne af Lars Kramer, der på flotteste vis sparkede udligningen i kassen.
I slutminutterne forsøgte hjemmeholdet at skrue op for presset, men VFF´erne stod godt imod, og kunne ovenpå en flot anden halvleg tage et fortjent point med hjem til domkirkebyen.
Brøndby IF-Viborg FF 1-1
1-0 Josip Radosevic (20.)
1-1 Lars Kramer (67.)
Startopstilling
Lucas Lund- F rans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen - Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Jakob Bonde - Tobias Bech, Sebastian Grønning, Younes Bakiz
Indskiftninger
Sofus Berger for Justin Lonwijk (77.)
Daniel Anyembe for Frans Putros (77.)
Alassana Jatta for Tobias Bech (81.)
Jeff Mensah for Sebastian Grønning (81.)
Ibrahim Said for Younes Bakiz (90.)
Kort
Gult: Younes Bakiz, Jakob Bonde, Tobias Bech, Christian Sørensen