Søren Brøsted Nielsen er ny VFF-scout
Viborg FF har ansat 30-årige Søren Brøsted Nielsen som ny scout for førsteholdet i klubben, og han erstatter dermed Orla Højris, som er gået på velfortjent pension.
Søren Brøsted Nielsen er tidligere fodboldspiller, og spillede som ungdomsspiller i FK Viborg, inden han skiftede videre til Thisted og Kjellerup i 2.division og senere en tilværelse som professionel på Færøerne i fire sæsoner. Senest har han været ansat som international scout hos Viking FK Stavanger i den bedste norske række, men nu ser han frem til de nye udfordringer i hjerteklubben:
-Jeg er selvfølgelig glad og stolt over at have fået muligheden i VFF. Jeg føler jo, det er min klub, som jeg har fulgt altid og har selv stået på Sydtribunen som ung teenager, så der er ingen tvivl om, at det er en meget spændende udfordring for mig at vende hjem til VFF. Når man flytter væk fra byen, så mærker man for alvor, hvor meget VFF betyder, og jeg glæder mig til at blive en del af klubben igen.
-Jeg har gjort mig gode erfaringer hos Viking, hvor jeg har arbejdet med mange af de samme opgaver, som jeg skal i Viborg. Jeg er sikker på, at jeg har nogle kompetencer, der kan komme VFF til gode, og samtidig er det et spændende setup i Viborg, der helt sikkert også vil udvikle mig, lyder det fra Nielsen.
Søren Brøsted Nielsen er ansat i en fuldtidsstilling, og sportschef Jesper Fredberg glæder sig til at få den nye scout ombord:
-Vi synes, at Sørens profil passer rigtig godt ind her hos os. Dels fordi han kender klubben og har et tilhørsforhold til Viborg, men også fordi han er en ung og ambitiøs scout, der allerede har en del erfaring med i bagagen.
-Han har fået opbygget sig et godt netværk og viden omkring ligaerne i de nordiske lande, han er vant til at se mange kampe og så er han rigtig dygtig på analysedelen. Han kommer til at indgå i tæt samarbejde med vores datascout og jeg, og vi glæder os til at få Søren med ombord, udtaler sportschefen.