Overtidsmål sikrede point i Parken
VFF gæstede søndag aften Parken, hvor FC København var modstanderen. Opgøret fik en urolig start, hvor ingen af mandskaberne lykkedes med at sætte sig på spillet. I det 8. minut fik Jay Roy Grot en stor chance for at åbne målscoringen, da Justin Lonwijk spillede ham fri i FCK´s felt, men alene med målmanden sparkede hollænderen forbi.
I takt med at minutterne gik, fik FCK opbygget et overtag i boldbesiddelse, men en solid Viborg-defensiv holdt hjemmeholdets chancer på et minimum. I modsatte ende var Justin Lonwijk med sine skarpe driblinger flere gange en kilde til uro i københavnernes forsvar, dog uden åbne muligheder til følge.
Op til pausen forblev kampbilledet uændret. FCK var mest på bolden, mens Viborg primært lurede på kontra. Bortset fra en stor chance til Jonas Wind som Lucas Lund i forening med Christian Sørensen fik afværget, var det småt med FCK-mulighederne, hvilket også gjaldt for VFF´ernes chancer.
Hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg, og Friis´ tropper havde i perioder svært ved at komme ud af eget felt. En solid viborgensisk arbejdsindsats gjorde dog arbejdsbetingelserne svære for københavnernes offensiv, der trods den megen tid på bolden kun kom til halve chancer.
Efterhånden som halvlegen skred frem, fortsatte FCK med at dominere på boldbesiddelse, men stadig uden for alvor at presse Lund i Viborg-målet.
I det 73. minut sparkede Pep Biel et frispark på stolpen, og 3 minutter senere gik den ikke længere for Viborg. Biel sendte Isak Johannesson i dybden, og med et fladt indlæg fandt islændingen Jens Stage foran mål, der kvitterede ved at sparke FCK i front. I kølvandet på scoringen svarede Viborg igen ved at satse offensivt og lykkedes også med at trykke FCK tilbage.
Viborgenserne fik tilkæmpet sig en håndfuld dødbolde, og i det 5. minuts overtid kom forløsningen. Med kampens sidste spark sendte Christian Sørensen et hjørnespark i feltet, og hårdt presset af Sebastian Grønning pandede Jens Stage kuglen i eget mål til et fortjent slutresultat på 1-1.
FC København-Viborg FF 1-1
1-0 Jens Stage (76.)
1-1 Selvmål af Jens Stage (95.)
Startopstilling
Lucas Lund - Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen - Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Jakob Bonde - Tobias Bech, Jay Roy Grot, Younes Bakiz
Indskiftninger
Ibrahim Said for Tobias Bech (55.)
Sebastian Grønning for Jay Roy Grot (71.)
Sofus Berger for Younes Bakiz (71.)
Clint Leemans for Jakob Bonde (86.)
Alassana Jatta for Justin Lonwijk (86.)