VFF og Lauritsen forlænger samarbejdet
Viborg FF og Mads Lauritsen er blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2024.
-Vi er rigtig glade for Mads, og derfor selvfølgelig også meget tilfredse med denne kontraktforlængelse. Han er en af vores egne drenge, der har taget store skridt, siden han vendte hjem, og er nu blevet en profil for os. Han er en kulturbærer, der har stærke værdier og nogle gode menneskelige evner, så udover fodboldspilleren, så er vi også ekstremt glade for mennesket.
-Han er samtidig en dygtig forsvarsspiller med nogle klare styrker, og som giver ro til vores bagkæde. Hans måde at forsvare på passer godt til vores stil, og så tror vi også på, at han kan lægge yderligere på sit spil i de kommende år, siger sportschef Jesper Fredberg.
28-årige Lauritsen fik sin seniordebut for Viborg FF i 2011, og vendte tilbage til klubben i sommeren 2020. Det er i alt blevet til 53 kampe i kløvertrøjen, og forsvarsprofilen ser frem til endnu flere:
-Jeg har det rigtig godt her både på og udenfor banen, og jeg er glad for at møde ind til træning hver dag. Det har været fantastisk for mig at være tilbage i Viborg, hvor jeg har fået en god rolle, og jeg glæder mig bare til at fortsætte her i de kommende år. Jeg har det godt og familien har det godt, så det har været en naturlig beslutning at forlænge.
-Klubben er inde i en god udvikling, og jeg udvikler mig også selv her, så jeg synes, at vi har en spændende fremtid foran os, lyder det fra Lauritsen.
I indeværende sæson i 3F Superligaen har Lauritsen spillet 16 kampe og scoret to gange.